Alle Mand paa Dæk (1942)

Den succesfulde 1930’er-instruktør George Schnéevoigt måtte efter "Alle Mand paa Dæk", der var en bearbejdelse af et gammelt teaterstykke, se sig slået ud af filmspillet som uønsket, selvom han selv følte, han endnu havde mange gode og store film i sig. Den tiltænkt folkekomisk frejdige sømandskomedie var således sidste søm i kisten på den knap 50-årige instruktørs karriere, men selvom filmen fejler fatalt som hyggelig underholdning – og mest af alt er ufrivilligt komisk patos – var det langt fra eneste årsag til Schneévoigts exit.

En af grundene var givet instruktørens "ulækre" homoseksualitet, som faldt de fleste for brystet. George lagde nemlig ikke skjul på sine tilbøjeligheder. En anden årsag var med stor sandsynlighed, at han flirtede med nazisterne og havde våde drømme om en karriere i tysk film. Der er ellers udvist goodwill ved indlagte "farlige" engelske gloser i replikkerne, såsom "cheer up, old boy" og "So long."
 

"Alle Mand paa Dæk" er i sit tyktflydende patetiske og slet skjult moraliserende melodrama en vaskeægte øjebæ. Selv uden kendskab til Schnéevoigts seksuelle præferencer skal man være ualmindeligt tonedøv for at ikke at gennemskue den kære hovedpersons svære kvaler i lesbisk retning.

Else Trolle (Gerd Gjedved) er nemlig en rigtig "drengepige". Djærv og piberygende og en af gutterne på familieskibet, hvor farmand er skipper. Da Else i affekt og på vej op i masterne udbryder: "Jeg gifter mig aldrig!", vækker det følgende selvransagende og undrende overvejelser hos den søbrisefriske Piphans (Rasmus Christiansen):

"Der er nu noget ved Else… ser du, Kvinder…de skal være bløøøø'e, forstår du.. de ska’ være ligesom svajende Siv, der så'n slynger sig.. Men Else, hun er ikke blø'.."

Heldigvis kan Else på det åbne hav glemme sine hverdagskvaler lidt, var det ikke, fordi styrmanden Karl Henkel (Poul Petersen) begyndte at lægge an på hende med følgende ekstraordinært "mindeværdige" ordveksling:

Karl: Du sku' la' være at ryge Pibe, Else…det klæ'r dig ikke.
Else: Du, Karl. Er det rigtigt, at du er forelsket i mig?
Karl: Hvem siger det?
Else: Det gør Piphans og alle de andre.. Jo, forstaar du, jeg mener, hvis jeg nu ogsaa kunne blive det i dig.. Nej, jeg gaar ærlig talt og bliver noget nervøs.
Karl: Hvordan, nervøs?
Else: Fordi jeg aldrig er forelsket, der er maaske noget unormalt ved mig, ja man ved da ikke, og man hører saa meget, og se nu for Eksempel med dig.. Du er høj og flot og… hvorfor skulle jeg dog ikke blive forelsket i dig? Jeg har gaaet og mærket efter, om der skulle være noget, men ikke et Hak, og ved du hvad, tænk, hvis jeg nu slet ikke kan blive forelsket? Jeg mangler måske Mormoner, eller hvad det er, det hedder.
Karl: Det kommer nok, Else, du skal bare ikke gaa og spekulere på det. Kærlighed, det er saadan noget fint og skørt noget, det taaler ikke, at der bliver rørt ved det.
Else: Hvis vi to nu kyssede hinanden?
Karl: Du og jeg?
Else: Ja, hvorfor ikke?
[et øjeblik senere kysser de, med stor entusiastisk bevågenhed fra skibets besætning]

Else: Uhha, hvor er du ubarberet.. Aah nej, det er noget dumt Pjat…

Øjeblikket efter tror Steen Hartung (Hans Kurt), at Else er en dreng: "Hvad kan det genere dig, Dreng", (at Steen står ud af sengen uden bukser.) Da Else genert proklamerer, at hun altså er en pige, udbryder Steen Hartung tørt: "Ja, det kunne man jo ikke vide!"

Elses kvaler med seksualiteten er set med nutidens briller påfaldende, men det ender selvfølgelig meget heterogent, for filmen er jo underholdning for folket, og man kunne ikke i 1942 gå planken ud, selvom den søde Else-rollefigur nok havde foretrukket at gå om bord i bølger og bakkedale højere mod nord (kropsligt talt).
 

Den dramatiske virkning af at henlægge handlingen til verdenshavene udebliver med en reel maveplasker. Selvom det under besættelsen var svært at få særtilladelser til at filme, lykkedes det Nordisk at få lov til at tjære den ene side af skibet til (den anden skulle forblive genkendelig for tyskerne.) Men sådan noget som en lille blæst eller anden dramatisk virkning har man ikke fundet brugbart, snarere er kærlighedsdramaet i fokus – med nævnte tykt udskårne Else-historie i front. På birollefronten figurerer talrige hyggespredere helt efter stereotypernes bibel: Rasmus Christiansen, Henry Nielsen, Helga Frier og Agnes Rehni er alle helt og aldeles, som man forventer, de skal være.

Lidt mere kant er der over Valdemar Møllers portræt af Skibsreder Hartung, særligt i scenen, hvor han efter at have hånet konens venindetræf med ordet "Kællingepjat!", cigarrygende og avislæsende iskoldt afviser Elses (forretnings)tilnærmelser. Og Maria Garland har et par fine øjeblikke som den hysteriske husbestyrerinde, der bestemt ikke er glad for at få pøblen ind i herskabsvillaen!

Kai Normann Andersens ørehænger, "Jeg har en Ven, en rigtig Sejler" fungerer både som gennemgående tema og reel sømandshyggesang. At Else også er en bestemt pige, får vi et eksempel på, da overklasseskibsredersønnen får tørt på efter at have prøvet at kysse hende mod hendes vilje: "Dette Skib er nemlig ladet med Klipfisk – og ikke med Negerkys!"

Og henimod slutningen bliver Elses frelse understreget af, at Steen begejstret udbryder: "Hvad søren, du har jo Rødt på Læberne! Så er du altsaa alligevel en lille Pige..." – og i slutscenen slås de rigtige kønsroller fast af selvsamme Steen til pigens far: "Men hende her faar du ikke lov at tage med! Hun bliver hjemme og laver Middagsmad til sin Mand."