Rekrut 67 Petersen (1952)

Som den første danske film med militærtema efter 2. verdenskrig er "Rekrut 67 Petersen" en smule historisk interessant: Ganske vist befinder vi os i et lavkomisk minefelt, der næppe kan støde mange, men alligevel skød denne pige i trøjen-komedie gang i en laaang militærtradition i dansk folkekomedie.

Illum-ekspeditricen Grete Petersen (Lily Broberg) trækker i militærdragten på en af de tyndeste plottråde i dansk folkekomedies historie. Hun vil nemlig rigtig gerne hjælpe en ung soldat og hans hulkende mor. Soldaten ligger "bevidstløs" efter et glas champagne, som mammy har givet ham, og nu er der overhængende risiko for, at sønnike havner i militærfængslet, hvis ikke et vigtigt brev når frem i tide... Heldigvis har Grete som teenager lært at køre motorcikle, så snart går det over stok og sten i den jægergønne dragt. Ingen af de militærfolk, hun møder, kan se, at hun i virkeligheden er en henrivende ekspeditrice, ikke engang kaptajn Fang (Gunnar Lauring), der siden skal blive hendes hjertenskær (trods 18 års aldersforskel.)
 

Historien er tåbelig og pinagtig, men filmen overlever alligevel på en række spidsfindige indfald og Lily Brobergs fine hovedrollepræstation (dog i en utaknemmelig rolle). Filmens åbningsscene vækker interesse med sine dejlige billeder af Christianshavn og Knippelsbro. Her er der autenticitet og masser af historisk charme, når Grete Petersen cykler af sted i frisk fart mod sin arbejdsplads i Illum.

Det er dog en lille håndfuld herlige biroller, der for alvor holder filmen kørende. Ib Schønbergs har fine scener med afdæmpet psykologisk indsigt som fødselslægen dr. Christiansen. Dirch Passer optræder sammenlagt i under et minut, men bidrager med skønne replikker som Christiansens taxachauffør. Rasmus Christiansen og Henry Nielsen er vidunderlige som henholdsvis vicevært og mælkemand. De hakker lidt på hinanden, mest af kærlighed, og perspektiverer livet og alderen i en række mindeværdige scener (blandt andet en lille sang, der opstår spontant til tonerne af baggårdens lirekassemand.)

Grete Petersens musikalske side præsenteres i øvrigt i et par velkoreograferede scener, hvor hendes særlige evner med gryder og pander vinder gehør hos selveste direktøren. Samtidig med deres umiddelbare charme, er flere af disse sangnumre dog i høj grad fyldstof, der indimellem ingen ende vil tage.