Nyhavn 17 (1933)

    En ung varehusekspedient kommer ud for en mindre ulykke og bliver straks fyret af chefen for at komme for sent. Men familieforvekslinger vender op og ned på det hele.


    KLASSISKE 30'ER-LØJER

    "Nyhavn 17" åbner med en af de lækreste 30'er-on location-køreture gennem København K, men herefter er der - ganske som forventet - alt for langt mellem forfriskende og perspektiverende optagsler, og filmen bliver hurtigt endnu en lidt for stiv studiefilm, med opløftende enkeltmomenter og små søde skuespillerpræstationer.

     

    Urklassisk for tiden

    Historien er urklassisk for tiden og centrerer sig om forviklinger, social skævhed og uretfærdig behandling. Det mærker den unge varehusekspedient Primula Rask, da hun en morgen bliver kørt ned af "en af de rige" og efterladt på gaden med sin ødelagte cikle. Derfor kommer hun også for sent til sit arbejde og bliver prompte fyret af direktøren - der slet ikke gider nedlade sig til at høre hendes forklaring.

     

    En uventet drejning

    Heldigvis sker der en helt uventet drejning. Det viser sig nemlig, at Primula er uægte datter af direktøren, og da de finder ud af dét, er der andre boller på suppen. Til gengæld er Primula nu ulykkeligt forelsket i den selvsamme unge mand, der i sin tid kørte hende ned på gaden. Det kan godt gå hen og blive en smule tårevædet.

     

    Tiltrængt farve

    "Nyhavn 17" har ikke den store fremdrift og kører ofte fast i tørt serverede scener uden meget glimt i øjet. Heldigvis blomstrer en række biroller og giver filmen tiltrængt farve. Her er særligt Frederik Jensens direktør Theodor Falk i vigør - og han leverer især en troværdig scene som fuld. Fuld - og veloplagt - er også Rasmus Christiansens Nyhavn 17-tjener, der har fåer tilnavnet Kopernikus, fordi han som følge af flasken altid "ser stjerner".

     

    Fylder godt i landskabet

    En række sange fylder godt i landskabet og hører desværre ikke til Kai Normann Andersens mest inspirerede. Det scenografiske arbejde med at genskabe en møbel- og indretningsafdeling i et velanset stormagasin er i bedste fald urkomisk og i hvert fald ikke særlig eksklusivt udseende.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021