Pusher II (2004)

Sammenhængende film:
Pusher (1996)
Pusher II (2004)
Pusher III - I’m the Angel of Death (2005)

Otte år efter publikumsmagneten "Pusher" følte instruktør og manuskriptforfatteren Nicolas Winding Refn behov for at udtømme sin Pusher-blære med produkterne "Pusher II" og "Pusher III".
 

"Gribende og autentisk"

Ifølge mange kritikere skulle "Pusher II" være "gribende og autentisk" i kraft af de mange amatørskuespillere, der for en stund er trådt ud af deres karriere som vaneforbrydere og stofmisbrugere for at ofre sig foran kameraet.

Amatører
Men der er gået inflation i at anvende amatører på film. Hvis man skal anvende amatører, skal det være amatører med talent, og det er måske ikke det allerførste superlativ, der falder en ind efter mødet med "Pusher II".

En effektiv bagmand
Mads Mikkelsen spiller filmens dominerende hovedrolle som Tonny, der netop er kommet ud fra fængslet og nu opsøger sin far (Leif Sylvester Petersen), der er effektiv bagmand i det danske krimilandskab.
 

Ikke en jordisk chance

Et af filmens hovedtemaer bliver, at den naive Tonny ikke har en jordisk chance for at vinde sin fars barske hjerte. Selvom han prøver og prøver, afviser faderen ham kynisk igen og igen: Ja, han truer ham sågar med en jernstang!

Et tragisk drama
Vi må have både Jung og Freud til hjælp undervejs for at kunne bære dette drama, der ender særdeles tragisk - i Tonnys evige rastløse kamp for at skaffe penge til at kunne afdrage sin farlige gæld.
 

Konstrueret historie

Det er ind imellem hårdt at lægge krop og psyke til persongalleriet i denne udtalt konstruerede historie, der falder i sin egen strøm af "autenticitet" i replikker og fortællestil. Personer som "Kusse-Kurt", også kaldet "Kussen", "Røde" og "Milo" brænder aldrig igennem de ufrivlligt komiske barrierer.

Krampagtige humorforsøg
Nicolas Winding Refn forsøger sig dog også krampagtigt med "humor", som da "Kusse-Kurt" siger til Milo (efter optælling af en større sum penge): "De passer på et kussehår!" Alvor eller humor, "Pusher II" bliver aldrig helt troværdig, og ethvert element i den komplicerede historie er en vaklende oplevelse.
 

Summende musik

At Winding Refn konsekvent forsøger at holde dampen oppe med summende musik og grynede håndholdte billeder hjælper ikke meget - kun lidt - på stemningen.