Hævnen (2010)

Så er der serveret! Det sultne publikum og alverdens priskomiteer er blevet taget med storm af Susanne Biers nye hyperventilerende, strømlinede film.
 

En publikumssucces

Ganske givet kunne gennemsnitsbiografgængeren (og Oscar-komiteen) citeres for følgende: "Her er godt skuespil, en dygtig og internationalt anerkendt instruktør, en god historie, masser af drama – wauw, det er endnu en god dansk film". Lad os understrege, at med disse kriterier opfyldt, er en film i de "rette" øjne altid en succes.

En filmisk hævner
"Hævnen" er dog snarere end noget andet en hævner på forskellige niveauer: Fortællestilen udspyr knivskarp, strømlinet og overdramatiserende fotografering med vekslende bevægelighed, vinklinger og fokusvalg, herunde pludselige hurtigzooms. Lidt ekstra filtrering, og der er skabt en "eventyrlig" stemning.

En prøvelse på lydsiden
Filmen er dog i særdeleshed også en ekstraordinær prøvelse på lydsiden. Et allestedsnærværende lyddesign med ekstremistisk fokus på reallyde i en overdreven skruen op for volumen er med til at understrege filmens grundlæggende melodramatiske fortælleteknik.

Masser af musik

Musik, musik og atter musik er filmens stemningskadence, der iført højtbelagt strygeorkester og sine steder "gregoriansk sang" (orientalsk klingende stemmer) udsletter enhver tanke eller mening, som tilskueren måtte have tilkæmpet sig ved egen hjælp. Historien kredser om en fatalistisk tematik, en mobbe-problematik krydret med posttraumatisk stresssyndrom og separation mellem selvcentrerede forældre.
 

Mærkbart instrueret

Spillerne er mærkbart instrueret ind i dette for det meste overdramatiserede filmunivers, hvilket naturligt nok medfører endnu en række teatralske indspark. Når de sagesløse børn også lokkes ind i det tiltagende stakåndede filmprojekt, gør det direkte ondt.

Hadet slår revner
Bier springer således ud i sine "dana goes amerikana"-krumspring: Blodet sprøjter, pandefurerne knager, kærligheden og kildevandet fosser for fuldt strygeorkester, samtidig med at hadet slår dybe revner – alt sammen i en udtalt Hollywoodstil.

Skruet om et pæreformet gevind
Er du den passive type, der betingelsesløst lader dine sanser penetrere, vil du formodentlig føle dig henrykt over denne saga fra Bier. Her behøver du ikke tænke selv. Musik, lyde, kameraføring og replikker – det hele er skruet omkring et pæreformet gevind, hvor Bier kan blive ved og ved at spænde, til hele herligheden (muligvis) flækker. Selvfølgelig bærer "Hævnen" på dybereliggende og mere kvindelige værdier, ikke langt under overfladen, men disse har Bier ikke lyst til at røre med en ildtang.

Ikke lagt fingre imellem

Dette hér handler om det hårdtslående, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Når trådene omsider skal samles, og det skal de på bedste overdramatiske vis først helt til slut, slås der dog en fin lille lyserød, feminin knude på det hele. Posttraumatiserede Christian (William Jøhnk Juel Nielsen) sørger over sin afdøde mor på sin helt egen måde. Han vender smerten og aggressionerne udad i en heksekedel af hævntørst.

Sprængfarligt kompromisløs

Da klassens overbidsbelemrede mobbeobjekt bliver venner med Christian, går han samtidig med ind i Christians sprængfarligt kompromisløse verden, og det kan ikke andet end ende galt... De voksne er for længe om at reagere, har nok i deres eget – en far er sågar ofte langt væk hjemmefra i Second Unit-land (for forklaringens skyld udstyret med et eget orientalsk musiktema med sørgende kvindestemme).

En anelse ægthed
Et par formildende omstændigheder ved filmen er Ulrich Thomsen og Mikael Persbrandt, der begge i kraft af deres uomtvistelige talent spiller noget udenom filmens visioner og planter små frø af ægthed og nerve undervejs. Højdramatikken afstedkommer også lejlighedsvis jernhård underholdning, der i glimt ikke er helt uden flair for det medrivende. Men det skal understreges, at det kun er i glimt.