Vers le sud (2005)

Begivenhederne peger i mere end én forstand mod syd i Laurent Cantets "Vers le sud". Kvinderne i denne primært fransksprogede film rejser nemlig langt mod syd – til Haiti – for at få lidt oplevelser "mod syd"... i biologisk forstand.
 

Konsekvent stillestående

I en konsekvent stillestående fortællestil, der byder på æstetisk fotografering og klipning af den helt gamle skole, følger vi en lille gruppe kvinder, der alle opholder sig i sydens varme, tæt ved stranden og i fredelige, idylliske omgivelser.

Indebrændte seksuelle fantasier
Kvinderne er midaldrende og forsøger i Haitis varme at udleve indebrændte seksuelle fantasier og frustrationer gennem at dyrke sex med lokale skjorteløse drenge, der netop er blevet mænd.
 

Privatpraktiserende loverboy

I filmens begyndelse ankommer Brenda (Karen Young) efter en pause på tre år til stamstranden, og her træffer hun igen teenageren Legba (Ménothy Cesar), der stadig er privatpraktiserende loverboy – men nu blandt flere rivaliserende kvinder, heriblandt strandens ukronede dronning Ellen (Charlotte Rampling), der ikke har tænkt sig at lade konkurrenter betræde det territorium, hun nøjsommeligt har pisset af.

Den vilde kærlighedsjagt

Herfra går den vilde jagt efter et strejf af kærlighedens (eller rettere underlivsgymnastikkens) varme, men kvinderne ser ikke andet end eget begær, selvom et større drama er ved at udspille sig i kulissen.
 

Brændende begær

"Vers le sud" er desværre slet ikke en film, hvor det brændende begær når helt ud mellem biografsæderne og efterlader alle tilskuere med klæbrige håndflader og svedige armhuler.

Fortiet og tabuiseret seksualitet
Intentionen med historien er tydeligvis at skabe et realistisk billede af en fortiet og tabuiseret seksualitet hos kvinder over de 50. Med andre ord: "Modne kvinder kan også have lyst" – hvis ikke vi vidste det i forvejen, så bliver det i hvert fald kraftigt proklameret hér.
 

Antydningens kunst mestres ikke

En af svaghederne i Laurent Cantets iscenesættelse er, at netop antydningens kunst ikke mestres, og i stedet opleves begæret og den seksuelle selviscenesættelse som en konstrueret virkelighed, der aldrig bliver vedkommende.
 

Påtaget seksuelt tema

Det seksuelle tema bliver således ganske påtaget, villet og en kende patetisk, blandt andet fordi vi ikke rigtig kommer ind på livet af nogle af personerne i historien. Kvindeskæbnerne præsenteres ellers i filmiske "kapitler": Sort skærm med hvidt navn efterfulgt af en af kvinderne, der taler direkte til os i kameralinsen.
 

Ringe situationsfornemmelse

Det er ikke den bedste måde at formidle seksuelle frustrationer på. Et ret fælt eksempel på ringe udviklet situationsfornemmelse er, da Brenda småtudende intimideret af kameraets nærgående zoom fortæller os, at hun fik sin første orgasme som 45-årig.

Små opgør i hønsegården
Der er langt mere fokus på de små opgør i hønsegården, hvor kvinde-til-kvinde-sarkasmen fosser, så fjerene står til alle sider, og den stakkels udnyttede sexslave Legba bare kan se på, mens hans halvgamle "harem" er oppe at toppes. Kvinderne ser slet ikke, at Legba har rodet sig ud i noget snavs inde i byen, og dét får fatale følger.
 

Malplacerede storbyindslag

Legbas dramatiske rod i storbyens støjende gader opstår fuldkommen malplaceret, kejtet og ude af kontekst – som pludselig action midt i det ellers konsekvent nedtonede.
 

Roller savner dybde

De kvindelige skuespillere gør det for så vidt pænt, men ingen af rollerne rummer den nødvendige dybde og kant, der gør, at vi kan føle bare den mindste smule sympati for dem. De små daglige opgør udgør filmens lettere valium-påvirkede substans (som en slags indirekte antydet effekt af Brendas valium-misbrug (hun er jo åbenbart "en sart kvinde", kan vi så næsten regne ud)).
 

Balanceret lyddesign

Instruktøren skal have ros for sin velovervejede brug af naturens lyde gennem hele filmen: Bølgernes konstante brusen og den beroligende susen i palmerne. Det er en dragende lydkulisse, der står godt til de lange klip og filmens fuldkommen afslappede (og søvndyssende) tempo.