Evening (2007)

    En døende kvinde passes af sine voksne døtre og ser halvt i vildelse tilbage på sin ungdoms dumheder og højdepunkter.


    SCENER FRA ET UNGDSOMSLIV

    En herlig lille flashback-film, der taler til de store følelser med en pænt afbalanceret palet af kunstneriske virkemidler. Det er fornøjeligt og forførende og kommer – næsten – under huden på generationers kamp for at finde og holde fast i kærligheden.

     

    Fast og kontant

    Filmen er en koproduktion mellem USA og Tyskland og instrueret af den ungarske filmfotograf Lajos Koltai. Hans håndværksmæssige greb om både historie og billeder er fast og kontant, og i rollen som instruktør viser han både overblik og elegance.
     

    En svunden tid

    Historien er for størstedelens vedkommende flashbacks til en svunden tid, hvor ungdommens op- og nedture (ligesom til alle andre tider) satte sit præg. I en sygeseng i nutiden ligger Ann Lord og venter på at dø. Hendes to døtre har slået lejr i huset og oplever morens sidste dage.

     

    Svipsere og højdepunkter
    Ann ser tilbage på sin ungdoms svipsere og højdepunkter, halvt i vildelse – og vi præsenteres for lange sekvenser fra et ungdomsliv mellem venner og fjender, primært i og omkring en idyllisk beliggende sommervilla ved havet. Plottet koncentrerer sig om Anns kærlighedsaffærer, men er ligeså interesseret i hendes døtres mindst ligeså uforløste indbyrdes forhold og kærlighedsliv.

    Hyldest til standhaftigheden
    Som sådan er filmen en hyldest til standhaftigheden: Det at kunne stå fast og koncentrere sig om den gode kærlighed. Det slipper historien relativt pænt af sted med uden de allermest sovset sentimentale virkemidler. Skiftene mellem for- og nutid fungerer godt – særligt da både livet i ungdomsårene og den nærtstående død i sygesengen er fremstillet i interessante instruktørgreb.

    De nære ting
    Helt og holdent en film om de nære ting, de nære værdier og kunsten at kunne være nær andre mennesker uden at løbe skrigende bort. At fortælle denne historie på film er en hårfin balance, men Lajos Koltai har styr på begivenhederne og serverer en fint afmålt omgang familiedrama.

    Ægte følelsesformidling
    Stjernespækket, visuelt rolig og smuk og kun lejlighedsvis forstyrrende tilplastret med strygermusik, fremstår "Evening" som et godt bud på ægte følelsesformidling fra en primært amerikansk finansieret kant. Filmen kører dog til tider fast i sin egen lille spiral af kærlighedsintriger og kan føles lovlig gentagende og hermed et kvarter for lang.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, USA, Drama, Romantik, 117 min.

    Dansk titel: Evening
    Instr: Lajos Koltai Prod: Jeffrey Sharp Manus: Susan Minot, Michael Cunningham Baseret på: roman af Susan Minot Foto: Gyula Pados Klip: Allyson C. Johnson Mus: Jan A.P. Kaczmarek