Tænk på et tal (1969)

    En bankassistent stikker et større beløb i egen lomme i forbindelse med et bankrøveri, men røveren har gennemskuet det og gør ham nu livet surt.


    »UDRAMATISK THRILLER«

    Udråbt af flere som årets (1969) bedste danske film og som værende "af høj international klasse", er det med en vis forventning, der sættes vand over til omtrent syv kvarters filmatisering af Anders Bodelsens succesroman "Tænk på et tal". Men skuffelsen er stor, for instruktør Palle Kjærulff-Schmidt lykkes slet ikke i sine mørke kriminaldramatiske thrillerambitioner, og det centrale moraletiske rigdomsskisma forekommer stort set både uvedkommende og udramatisk – og vander endda helt ud omtrent halvvejs inde i handlingen.

    Den helt gennemsnitlige bankkasserer Flemming Borck (Henning Moritzen) går med hemmelige tanker om at berige tilværelsen med et par bundter af bankens pengesedler. Ideen får for alvor liv, da han finder en besked på et stykke kopipapir, hvor en formodet bankrøver har skrevet en note om at udlevere kassebeholdningen. I forventning om at denne røver snart må indfinde sig, lægger Borck madkassen klar, så han i al ubemærkethed kan lægge lidt fra til sig selv, når bankrøveren dukker op. Muligvis en godt gennemtænkt plan, men efterfølgende skal det vise sig, at røveren har fået færten af ham, har gennemskuet ham, og nu vil terrorisere ham!

    Senere finder Borck sammen med den vakse svensker Jane Merrild (Bibi Andersson), der hemmelighedsfuldt byder op til erotisk dansk og fælles ferie mod syd – begge dele potentielt dramatiserende handlingselementer, der dog helt savner nerve.

     

     

     

    Henning Moritzens hovedrollefigur har potentialet til at være ganske interessant, men paradoksalt nok er der stort set ingen angstens svedperler eller andre åbenlyse frustrationer at spore hos den nyudsprungne selvberiger. Han bor alene, har vist nok ikke dame på, og både filmen og kollegerne i banken viser kun sporadisk interesse for ham. Det forekommer fuldkommen umotiveret at byde Bergman-skuespilleren Bibi Andersson ind i varmen, i hvert fald er den farlige flirt hende og Moritzen imellem komplet overfladisk. Så lykkes Kirsten Peüliche bedre i rollen som bankkollegaen Miriam – hun blev sågar honoreret med en Bodil for sin præstation.

    Det, der i særklasse er en killer for filmoplevelsen, er skamridningen af Bent Fabricius-Bjerres i sig selv klassisk nydelige spionthrillerledemotiv. Hvis det var en mission at tælle, hvor mange gange dette tema gentages, ville tråden sikkert snart tabes. Det er ubærligt, og kører nærmest i loop. Hvad angår det internationale snit blev Bodelsens roman faktisk i 1978 filmatiseret i Canada af Daryl Duke med titlen "The Silent Partner".

     

    Pressen skrev...
    "Dansk filmunderholdning på internationalt plan" // "Nydelig dansk filmrealisme" // "Dansk kriminalfilm med verdenschance" // "En dansk spændingsfilm i absolut særklasse" // "Årets bedste danske film" // "Den er meget længe om at komme i gang med den frygtelig fikse fidus, bankkasserer Borck har udtænkt. Den er sandt at sige lige ved at fuse ud til ingenting. Der er et forhold ved omplantningen til film, der lige som har taget livet af historien: Ikke et menneske tror på denne bankkasserer Borck. I Henning Moritzens slebne fremtoning kan vi ganske enkelt ikke tiltro kassereren noget af det, han gør" samt "Filmen holder sig det meste af tiden loyalt til bogens ydre handlingsgang, men nerven, farligheden, spændingen kort sagt, udebliver. Tilbage står en halvtrist, halvironisk historie om en konturløs bankkasserer, der af uransagelige grunde stjæler en masse penge og kommer skidt fra det. Instruktørens holdning synes at indskrænke sig til et resigneret skuldertrækkende "Sådan kan det gå"". ►2 ud af 4 stjerner i Morten Piils Gyldendals danske filmguide.


    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026