The Assignment (1997)

    En militærmand, der ligner verdens mest eftersøgte terrorist på en prik, headhuntes til at få selvsamme terrorist ned med nakken.


    FORSKRUET KRUKKERI

    + PLUS: enkelte birollescener | militærtræning
    -MINUS: krukkeri | lyd og musik | utroværdig

     

    Er man til det ekstravagant opstillede, krukkede filmunivers, så er "The Assigment" lige sagen! Pumpet til kanten med botox-lignende fyldstof og virkemidler tager filmen kunststof-stikkene klart hjem.
     

    Slående lighed

    Militærmanden Annibal Ramirez ligner til forveksling verdens mest eftersøgte terrorist, og det har CIA tænkt sig at udnytte. Agenten Jack Shaw har lagt seje planer for at få terrorist-kopien trænet op til at blive alle tiders morder og terrorist in spe, således at han kan gå ad bagmændenes kanaler og få skovlen under den rigtigt grumme mand.

    Ikke uden glimt i øjet
    Selve træningen af Ramirez udgør filmens mest underholdende del. Her skildres de mildt sagt umenneskelige prøvelser, han tvinges igennem, ikke uden glimt i øjet.

    Sex, løgn og bang-bang
    Herefter går det slag i slag, da Ramirez kommer ud i marken. Sex, løgn og bang-bang bliver hverdag, og det bliver bragende action-packed. Hvis man graver lidt, finder man en smule kvalitet i samspillet mellem Aidan Quinn og Donald Sutherland, særligt når sarkasmen får overtaget.

    Forskruet krukkeri
    Ellers er der ikke meget kvalitet at gribe fat i. Ganske vist har filmen en hel del veltimet action, men det meste af historien druknes i forskruet krukkeri. Instruktøren forfalder gang på gang til slow motion i tilspidsede situationer, og det er næsten ikke til at bære. Samtidig er musikken og lyddesignet vulgært dominerende. Det er ikke muligt at tænke en tanke selv.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1997, Canada, Action, Thriller, 115 min.

    Dansk titel: Face of a Killer
    Instr: Christian Duguay Prod: Franco Battista, Tom Berry Manus: Dan Gordon, Sabi H. Shabtai Foto: Christian Duguay, David Franco Klip: Yves Langlois Mus: Normand Corbeil