High Crimes (2002)

    En kvindelig advokat kommer på overarbejde og i livsfare, da hendes militærmand står anklaget for massemord.


    KLICHÉER PÅ AUTOPILOT

    Klichéer på autopilot: Korrupte militærbosser, lillepiget advokatdame med gennemslagskraft, væmmelige drabsforsøg (hun ved for meget), gustne og dobbelttydige forklaringer fra veltrænet ægtemand..

    Blottet for initiativ
    "High Crimes" er et næsten pinligt eksemplarisk studie i Hollywood-genrefilm fuldstændigt blottet for initiativ og inspiration.

    Brandtæppe af klichéer
    Alle begivenheder - undtagelsesløst - er sovset ind i et brandtæppe af klichéer, komplet med evigt kvælende stemningsmusik og latterligt overspil.
     

    En familiær sag

    Advokaten Claire Kubik elsker sin flotte militærmand Tom, der bærer på ubehagelige krigsminder/traumer/forbrydelser. Da han pludselig gribes af militærpolitiet og beskyldes for at have myrdet løs på en mission, nægter han sig skyldig, og Claire tager hans sag.
     

    Militant arrogance

    Hun er nu oppe imod militærets arrogance, magt og sexisme. Heldigvis får hun hjælp fra en alkoholiseret specialist udi at knuse netop disse militante varemærker (Morgan Freeman), men når sandheden skal frem, ønsker man så i virkeligheden at kende den?

    Krukket overspil
    Ashley Judd bliver et ufrivilligt komisk underholdende islæt med sine groft karikerede ansigtstrækninger, krukket overspillede reaktioner og lillepige-feminine kropssprog. Vorherre bevares.

    Fantasiløst
    De øvrige roller er plastret til med klichéernes forudbestemte begrænsninger. Filmen er virkelig et skoleeksempel på fantasiløshed.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022

    Fakta om filmen

    2002, USA, Thriller, Krimi, Drama, Mystik, 115 min.

    Dansk titel: Den skjulte sandhed
    Instr: Carl Franklin Prod: Jesse Beaton, Arnon Milchan, Janet Yang Manus: Yuri Zeltzer, Cary Bickley Baseret på: roman af Joseph Finder Foto: Theo Van De Sande Klip: Carole Kravetz-Aykanian Mus: Graeme Revell