Det ender med Bryllup (1943)

"Latteren tordnede gennem Salen som et Niagara-Vandfald [...] Man skal være en usædvanlig ondartet Tørvetriller, hvis man ikke kan more sig over denne Film". Sådan lød det i samtidspressen, da Lau Lauritzens seneste filmfarce havde premiere i 1943. Så du må tage på sig, at du nok er en usædvanligt udtalt tørvetriller, hvis du i dag betragter filmen og finder den alt andet end morsom – med stift teaterskuespil og en uinspireret historie: "Det ender med Bryllup" er mest interessant, fordi den er indspillet under krigen.

Historien tager sit udgangspunkt i et reklamebureau, der drives af den distingverede fabrikant Steen Andersen (Poul Reumert) med propagandachefen Ib Holm (Ib Schønberg) ved sin side. Dette er interessant i dag, fordi filmens producent Henning Karmark sammen med netop Ib Schønberg sidst i 1930’erne stiftede Grøns Reklamebureau (som Karmark senere førte videre alene i forretning med tyskerne.)
 

I "Det ender med Bryllup" klinger betegnelsen "propagandachef" af Joseph Goebbels, men Schønberg er til lejligheden i stedet udstyret med en moustache meget lig Adolf Hitlers! Hvorom alting er emmer filmen ikke ligefrem af tyskersatire, hertil var Karmark jo også anderledes disponeret.

Fabrikanten har set en henrivende kvinde til hest og vil nu vide mere om hende, før han satser på at gifte sig med hende. Derfor sender han propagandachefen i arkiverne – og assistenten Poul Hammer (Poul Reichhardt) i marken for at lære den yndige rideskolelærerinde at kende. At der er 27 år imellem Reumert og rideskolelærerinden (i skikkelse af tandpastasmilende Berthe Qvistgaard) er uden interesse for filmen, men troværdigt forekommer den stivbenede og iscenesatte forelskelse ingenlunde. Det er ellers kreativt tænkt at bringe kurmageriet ud i pressen, som da fabrikanten indrykker en helsidesannonce med ordene "Til lykke, Grete" i anledning af sin prinsesses fødselsdag. Det skal nok gøre indtryk!

Reumerts præstation er mere tør og uinspireret end en indtørret rosin. Det er stift og helt uden glimt i øjet, men han forførte ikke desto mindre samtidspresse og -publikum. Ib Schønberg er omvendt overgearet helt ude af proportioner, måske fordi han følte, at han spillede op imod et bræt. Poul Reichhardt er ude i en helt uklædelig farcespillestil, mens Henry Nielsens portræt af staldkarlen Herluf er decideret tåbelig med de påtvungne polypper, der gør hans tale komplet uforståelig. Muligvis er dette elementet, der fik samtidsbiograflatteren til at bruse som en flod i løbetid.

Sjovere er det at få øje på 13-årige Preben Kaas’ debutrolle som kæk piccolo på reklamebureauet. "Det ender med Bryllup" er en udtalt studiefilm med ganske få afstikkere til den fri verden. En primitiv lyd flankeret af Sven Gyldmarks arketypisk flade underlægningsmusik sætter stemningen fra start.