Oskar (1962)

Her er vi tæt på bunden med Gabriel Axels filmeksperiment "Oskar". Baseret på Claude Magniers skuespil af samme navn fortælles historien om Martin Christiansen (Dirch Passer), der en dag ringer på hos sin chef Bernhard Bang (Ove Sprogøe). I Bangs 1960’er-sterilt møblerede dagligstue får Martin langt om længe forklaret sit meget vigtige ærinde: Han vil have lønforhøjelse, for ellers kan han ikke anmode om sin elskedes hånd – og det viser sig så at være direktørens datter...
 

Med møbelsponsoren Imperial Møbler A/S er Kai Raschs scenografi sikret det rette tidstypiske forbillede. Og det er en fordel, idet 98 % af filmen udspiller sig i Bangs dagligstue. "Oskar" er nemlig i langt højere grad end noget andet filmet teater, og hvor ville det dog have været klædeligt, hvis dette setup var blevet på de skrå brædder.

Bang-rollen var tiltænkt Kjeld Petersen, men da han døde kort før optagelserne, måtte Gabriel Axel tænke alternativt, og valget faldt på Ove Sprogøe. Således kæmper Dirch og Ove alene i dagligstuen i hvad der føles som timer, før der reelt kommer andre personer ind i "handlingen". Det bliver aldrig morsomt, og irritationen over filmens udtalte mangel på fantasi samt det manierede skuespil ærgrer med det samme. Særligt er birollerne helt utålelige med Lone Hertz' og Ebbe Langbergs pussenussede kærestepar som udtalte frygteligheder. Ebbe Langberg spiller i øvrigt filmens titelrolle som Bangs chauffør.

Dirch og Ove klarer skærene på stereotyperne, selvom Sprogøes vareværkevrisning næppe får mange sind i kog. I det hele taget er det svært at omfavne dette teaterstykke, der blev filmet på blot otte dage.