Dorian Gray (2009)

Baseret på Oscar Wildes roman skildrer denne film et helt centralt drømmescenarie for uendeligt mange mennesker: evig ungdom og skønhed. Oliver Parkers iscenesættelse er svulstig og bombastisk. Der er ikke overladt meget til fantasien, og stilen er vild og støjende.

Fænomenal scenografi
Ikke desto mindre indfanges man uhyre effektivt af filmens fænomenale produktionsdesign og scenografi, der flot indrammer fortidens små og store synder i et slidt London.
 

Ældes ikke

Dorian Gray er dén rige, unge og smukke unge mand, som alle kvinder (og mænd) føler sig tiltrukket af. En dag får han malet sit portræt, og den slående lighed bliver på en eller anden måde en direkte forbindelse til den unge mand. I hvert fald oplever han, at han ikke ældes. Den evige skønhed stiger dog hurtigt den unge mand til hovedet, og snart havner han i en særdeles ond og morderisk spiral af svig, smerte, jalousi, sex og død.

Universal-følelser
Overbevisende skuespil fra særligt unge Ben Barnes og hans 'læremester' Colin Firth bidrager til filmens krybende uhyggelige universal-følelser i det klamsvedige ingenmandsland mellem drøm og mareridt. Havde det ikke været for det eklatante narrative overdrev kunne man snildt se denne film for sig som et strålende mesterværk.

Tiltrækningskraft
Med de velafmålte mørke skygger af dæmonisk utilregnelighed, den æteriske seksuelle tiltrækningskraft og de mange nærmest erotiske nærbilleder af den unge mands skønhed formidler filmen i hvert fald rent visuelt den stærke historie perfekt.