Private Detective 62 (1933)

Med en tæft og timing, der bør vække misundelse hos uendeligt mange (genre)filminstruktører selv i dag, serverer Michael Curtiz på blot en time denne balancerede, tidlige lydkriminalberetning, der har både glimt i øjet og krudt i røven. Fremdriften er markant og uophørlig, og så er den kompakte historie tilmed både velspillet og -koreograferet.

Den forsmåede, udstødte diplomat Donald Free (William Powell) ved det ikke selv, da han går ind på kontoret hos en forhutlet privatdetektiv: At han lige om lidt har udnævnt sig selv til partner i det lille enmandsfirma. Inden længe har Free sørget for klienter og penge... noget, de ellers ikke ser meget til, mens depressionen buldrer derude. Men Free kommer i moralske skrupler, da dén kvinde, han skal skygge, vækker hans erotiske interesse!

Michael Curtiz lykkes forbilledligt med at formidle de raffinerede lag af ironi og (meta)romantik, der bor i Rian James' skarpt skårne manuskript. Det bliver aldrig kedeligt, selvom langt det meste af filmen er studieoptaget, og 1930'er- og censurfritagelsescharmen skinner meget tydeligt igennem. William Powell er fuld af både ekstrovert energi og det let hemmelighedsfuldt moralsk forkastelige i rollen som Donald Free – og Margaret Lindsay "skinner" i den centrale kvinderolle som Janet Reynolds – en skarpt skåret rolle, der er mere handlekraftig og egenrådig end de fleste samtidige kvinderoller.