Private Detective 62 (1933)
En mand skaffer sig tilfældigt arbejde som privatdetektiv, men kommer i moralske skrupler, da han forelsker sig i dén kvinde, han skal skygge.
»GLIMT I ØJET OG KRUDT I RØVEN«
Med en tæft og timing, der bør vække misundelse hos uendeligt mange (genre)filminstruktører selv i dag, serverer Michael Curtiz på blot en time denne balancerede, tidlige lydkriminalberetning, der har både glimt i øjet og krudt i røven. Fremdriften er markant og uophørlig, og så er den kompakte historie tilmed både velspillet og -koreograferet.
Den forsmåede, udstødte diplomat Donald Free (William Powell) ved det ikke selv, da han går ind på kontoret hos en forhutlet privatdetektiv: At han lige om lidt har udnævnt sig selv til partner i det lille enmandsfirma. Inden længe har Free sørget for klienter og penge... noget, de ellers ikke ser meget til, mens depressionen buldrer derude. Men Free kommer i moralske skrupler, da dén kvinde, han skal skygge, vækker hans erotiske interesse!
Michael Curtiz lykkes forbilledligt med at formidle de raffinerede lag af ironi og (meta)romantik, der bor i Rian James' skarpt skårne manuskript. Det bliver aldrig kedeligt, selvom langt det meste af filmen er studieoptaget, og 1930'er- og censurfritagelsescharmen skinner meget tydeligt igennem. William Powell er fuld af både ekstrovert energi og det let hemmelighedsfuldt moralsk forkastelige i rollen som Donald Free – og Margaret Lindsay "skinner" i den centrale kvinderolle som Janet Reynolds – en skarpt skåret rolle, der er mere handlekraftig og egenrådig end de fleste samtidige kvinderoller.
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1933, USA, Krimi, Drama, Romantik, 66 min.
Dansk titel: Private Detective 62- William Powell (Donald Free)
- Margaret Lindsay (Janet Reynolds)
- James Bell (Whitey)
- Irving Bacon (Cab Driver)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation