The Damned (2024)

Seriemorder-miniserieinstruktør Þórður Pálsson (The Valhalla Murders (2019)) giver os her mere islandsk mystik – denne gang henlagt til 1800-tallets mørke og hårde vinter, hvor enken Eva (Odessa Young) og hendes lille gruppe af fiskere må træffe et vanskeligt valg. Skal de riskikere alt (og den smule forråd, de har samlet) eller lade en gruppe nødlidende fiskere dø ikke langt fra kysten? De vælger det første, men det er med fuld risiko for, at onde ånder indhenter dem én for én... uanset, hvad de gør rituelt for at holde dem på afstand.

"The Damned" er desværre ikke helt vellykket i sin kompakte overtrosfortælling, og det kommer især til udtryk i let haltende skuespil og en række noget umotiverede (og forhastede) twists and turns i manuskriptet. Det er bestemt dejligt med den korte spilletid, men med så meget på (gyser)hjerte går for mange nuancer tabt, og filmen har en tendens til at slippe sin ellers helt igennem fantastiske tråd, hvor både synd, afmagt, angst og uforklarlige skygger blafrer som de tørrede fisk, der skal sikre mad gennem vinteren. Elementer af det helt rigtige stikker heldigvis ofte hovedet frem, og der er scener af meget stor og dyb eksistentiel troværdighed – særligt når vores uheldige enke står mutters alene og spejder ud i tusmørket mod majestætiske vinterfjelde, mens sneen daler og vinden suser hemmelighedsfuldt.

I en strammere iscenesættelse med bedre tid og færre forhastede beslutninger ville det ikke være svært at forestille sig "The Damned" som en decideret nordisk genreperle. For der er så mange ekstremt spændende og æstetisk velfunderede tilløb, at fantasien trods alle mindre vellykkede greb får frit løb fra første scene.