Side om side for rødt (1977)

Da Ole Roos' tv-dramatisering af Stig Ramsings narkoballade "Side om side for rødt" mødte monopolskærmene den 24. maj 1977 (i øvrigt åbnende med kæmpestore og spændende versaler i omskiftelige farver), var instruktøren allerede i gang med et noget anderledes epos – hans hovedværk Hærværk (1977), der fik premiere i november samme år.

Det er bare fascinerende at betragte spændet i kvalitet(sbevidsthed) og bevidne dét, som samtidens tv-kiggere var vant til, når "virkelighedens" gadedrama fik én over nakken: I præsentationen af stofbrugerne Syre-Flemming, Zeus, Læske-Kurt, Hvide-Bent og Lama tilstræbes uden tvivl autenticiteten i stiknarkomaniens koldsvedte helvede – men resultatet er næsten udelukkende ufrivilligt komisk.

En del er vundet i kraft af de stærke skuespillere i flere af rollerne: Bedst (men alt for pølset skrevet) er Ole Ernst (med hareskår) som den evigt tyggegummityggende, solbrille- og flamboyant jakkebærende pusher Charlie – han trives helt tydeligt i det hårdkogte karakterstudie. Noget mere kejtet falder de forskellige stofbrugere ud, selvom der også opstår enkelte små opblomstringer af troværdighed i "fix- og færdigscener", når stoffer skydes og ekstaser opnås.

Otto Brandenburg famler lidt vel rigeligt som Læske-Kurt, der er nået til punktet i sit stofmisbrug, hvor han – sammen med makkeren Hans-Peter (Birger Jensen) må i underbukserne for at finde en duelig åre. Også Jesper Christensen har det stramt i sin Hvide-Bent-rolle, der netop er overlegent "kridtet" (= sminket) i ansigtet for at kunne leve op til sit blodfattige kaldenavn. Flere ubeskrevne blade optræder i ret syrede biroller, der egentlig fungerer passabelt ind i helheden, og hvor dialogen kækt er udrustet med talrige engelske gloser. Else-Marie rammer (i tv-filmens bedste præstation) fint en stærk frustration, afmagt og bekymring over sønnens (Brandenburg) tiltagende forfølgelsesvanvid.

Tv-filmen skal have ros for at ville fortælle en helt anden historie, end Danmarks Radio spyttede ud som standard i samtiden, men dramaet har det svært i en formidling, der aldrig når frem til en erkendelse om, at det nok ville være en god idé at lirke lidt mere i huden og komme ind til kernen i stofmisbrugets psykologi... når nu alligevel årerne er penetreret af diverse uhumske kanyler.