Ginger Snaps (2000)

Vidunderligt omstyrtende, ukonventionel og på mange måder – trods sit snævre varulvetema – universel coming of age-film. Canadiske John Fawcett fik her, ovenpå den frygtelige debut med The Boys Club (1996), sin største succes som instruktør, og "Ginger Snaps" har stadig i dag (velbegrundet) kultstatus.

Døden som hobby

I en canadisk forstad dyrker de jævnaldrende søstre Brigitte på 15 (Emily Perkins) og Ginger på 16 (Katharine Isabelle) døden som en hobby og nok allermest som en måde at holde teenagelivets genvordigheder ud på.

Uden smil i hverdagen

De iscenesætter og affotograferer yderst kreative scenarier, hvor de ligger udsplattede, spiddede, overskårne og indvoldsdepraverede. Men de er uden smil i hverdagen, oplagte mobbeofre – og begge rædselsslagent ulystne til at få den første menstruation.

En uventet drejning!

Denne aparte verden tager en særdeles uventet drejning, da Ginger en aften angribes af en varulv(!) og besmittes – og nu kun kan se desperat til, mens hun udvikler en hale, sylespidse tænder og hår de mest mærkværdige steder. Men det er ikke en forandring, der umiddelbart slår hende ud. Dog kommer der et tidspunkt, hvor varulvetilværelsen alligevel kaster begge piger ud i en berettiget eksistenskrise.

Vanviddet vrides

"Ginger Snaps" er ikke bange for at vride vanviddet et par gange ekstra rundt om den grundlæggende sympatiske, omend usædvanlige søsterfortælling. Det er herligt politisk ukorrekt, samtidig med at pigernes helt basale behov for omsorg, anerkendelse og kærlighed banker raffineret bag barrierne. Ofte med enten afdæmpet eller skaleret musikanvendelse.

Spring i tilværelsen

De meget anderledes hverdagsproblemer, der opstår i mødet med forvandlingen til monster, er samtidig serveret som en overbygning på dét spring, som særligt Ginger undervejs er ved at tage fra pige til kvinde (som følge af den første menstruation, hvor hun føler sig uhumsk og akavet.)

Dybt raffineret

Har du kun hån til overs for varulvefilm, er det måske værd at tage tilløb til "Ginger Snaps". For selvom det bliver både uhyggeligt og outreret, er blandingen med helt ordinære teenageproblemer serveret dybt raffineret. Og det holder helt i mål i en i øvrigt virkelig klog og bevægende slutning.

Krævende ramme

I denne krævende ramme præsterer Emily Perkins og Katharine Isabelle forførende blændende, ganske enkelt. De to søstre er meget forskellige, og nuancerigdommen i skuespillet er beundringdværdig. De får skønt modspil fra Mimi Rogers som den lige dele overopmærksomme og overfladiske mor, fra klassekammeraten Jason (Jesse Moss), ligesom Kris Lemche er helt uimodståelig (og rolig!) som flirtematerialet og varulvevidendeleren Sam.