Vincent & Theo (1990)

Robert Altmans sandsynligvis mest personlige film og i hvert fald et værk, der stikker lidt ud fra ensemblevaremærkestilen. "Vincent & Theo" fortæller den velkendte tragiske historie om kunstmaleren Vincent Van Gogh (Tim Roth) og krydrer hans triste skæbne ved sideløbende at beskæftige sig med broren og kunsthandleren Theo (Paul Rhys).

Ingen skønrosensang

Deres parløb udgør ikke skønrosensang, og den velstillede Theo er reelt ikke meget for at være sin brors mæcen. Han har ikke meget til overs for Vincents malerier. Omvendt maler den tarveligt snuskede og tiltagende vanvittige Vincent som besat, fast besluttet på en dag at kunne slå igennem – og gøre broren stolt.

Elegant og præcis

Som dokumentation på Van Gogh udmærker Altmans film sig ved at være både elegant, præcis og usentimental. Tidsbilledet står skarpt og troværdigt, og cheffotograf Jean Lépine indrammer med ægte ærefrygt de kranke skæbner, som begge brødre reelt er. I Gabriel Yareds kontralogiske, primært elektroniske underlægningsmusik har filmen en mærkværdig sparringspartner, der dog heldigvis ofte trækker følehornene til sig.

Flere strejf end brede strøg

Det er ikke nogen helt almindelig biografisk film, vi bliver vidner til. Altman søger mere strejfene end de brede penselstrøg, og den kendte kunstnerskæbne bliver ikke hverken overforklaret eller glorificeret.

Ekstrem indlevelse og udstråling

Særligt Tim Roths Vincent-præstation er af en anden verden: En ekstrem indlevelse og udstråling, der skriger på store priser (mærkværdigt nok undgik "Vincent & Theo" helt at blive nomineret overhovedet!) Også Paul Rhys er stærk som broren, der kæmper med indre dæmoner, sygdom og uheld i kærlighed.