Kobberbryllup (1933)

Manuskriptmæssigt er denne 1933-romcom stiv som en selvdød, frossen hest, og instruktør George Schnéevoigt skal derfor grave dybt i helsingørgodteposen for at løfte løjerne bare et nøk over det fesne. Og det lykkes især i kraft af Louis Larsens herlige udendørsoptagelser af livet ved Øresunds forpost, komplet med syngescener ved Kronborg og ciklescener gennem byens smalle gyder.

Det er forfriskende og livgivende i en film, der ellers er særdeles gumpetung i sin fortælling om tre gifte par, der mødes 12 ½ efter bryllupperne – de kan snart fejre kobberbryllupper – og ser tilbage på ungdommens brus og gør status over de ups and downs, som ægteskabet medfører.

Her er ikke skuespil af nævneværdig gennemslagskraft, og indendørs-optagelserne er for det meste kedelige og langtrukne – selvsagt mest fordi, kernen i fortællingens drama kan være på et meget lille sted. Der er således masser af tidsatmosfære og udendørs-oprigtighed, mens de alenlange beretninger og genfortællinger om ligegyldige romantiske forviklinger står udtalt grå og alt andet end tidløse.

Filmkomponist Dan Folke fabulerer evindeligt over diverse kendte klassiske temaer, hvad enten de tralles af en medvirkende eller kører som irriterende, ustoppeligt "orgelpunkt" bag begivenhederne.