Retfærdighedens rytter (1989)

I grænselandet mellem både kort fiktion og spillefilm – og mellem fantasi og virkeliged – præsenterede Jesper W. Nielsen hér sin debutfilm, der med blot 45 minutters spilletid opnåede en ekstraordinær, om end begrænset (og floppende) dansk biografpremiere.

Det er en nyfortolkning af Juleevangeliet, der folder sig ud, og i den alt andet end gennemsnitlige formidling er "Retfærdighedens rytter" et friskt indspark i dansk børnefilm – en målgruppe, Nielsen også forsøgte at ramme i sin næste spillefilm Den sidste viking (1997).

Drengen Benjamin (Daniel Helmo) er både omsorgsfuld og har en livlig fantasi. Sammen med sine forældre (Jesper Christensen og Lene Brøndum) skal han hente sin farmor (Lene Sørensen) på banegården, men hér møder han også "posepigen / prinsessen" (Line Kruse), og snart er alle samlet – flankeret af en sending "opdaterede" vise mænd i form af sprittere (Buster Larsen, Birger Jensen og John Hahn-Petersen) – i en kirke med en fødende kvinde...

Filmen er sat i en fantasifuld tone i både lys, lyd og billede, og i de bedste scener er der en fint smittende (børne)magi. Men nogen helt vellykket ramme og formidling har Jesper W. Nielsen ikke fået smækket de pusseløjerlige påhit ind i.

Det er sjovt at møde kendte skuespillere (og andre filmpersonligheder) i helt nye rammer, men substansen vander ret hurtigt ud og efterlader de tre alternative kvarter hér i en form for limbo mellem eventyrlig ironi og ironisk eventyr. Jens Jørgen Thorsens optræden som manden ved pølseboden (= Jesus) er faktisk ret morsom, som han giver prøver på en særligt aparte lommefilosofi.