Le doulos (1963)

Den rumpedaskende danske titel, "Døden giver ikke kredit" skal man ikke gå helt i sort over. "Le doulos" er filmens originaltitel (og husk nu at udtale s'et til sidst) – Jean-Pierre Melvilles første rendyrkede krimi, der formede sporet for fire af hans følgende fem film.

Melville på hjemmebane

Nu var Melville for alvor på hjemmebane. Hans livslange forelskelse i amerikansk (film)kultur kunne han give et personligt og fransk præg, og "Le doulos" er den mest film noir-inspirerede af Melvilles krimier – og ikke kun, fordi den er optaget i sort/hvid.

Stol på ingen!

"Alle karaktererne i filmen har to ansigter, og alle karaktererne er falske," har Melville udtalt om "Le doulos", og det skal da heller ikke forventes, at man har regnet den ud, før sidste scener er overstået. Stol på ingen – især ikke, når du er forbryder!

Betagende nuanceret

Jean-Pierre Belmondo er betagende nuanceret i sin tosidede rolle som Silien, der kan agere på begge sider af loven, uden at afsløre for meget. Silien hjælper den nyligt frigivne indbrudstyv Maurice Faugel (Serge Reggiani) med logistikken omkring et nyt bræk.

Fortryllende æstetik

Filmens æstetik er fuldkommen fortryllende, og det er til at få øje på, hvorfor senere stjerneinstruktører som Martin Scorsese og Quentin Tarantino har "Le doulos" på deres personlige favoritlister.

Perfektionistisk lyssætning

Nicolas Hayers stilsikre sort/hvide billeder er indhyllet i en perfektionistisk lyssætning, elegant og rytmisk klippet. Talrige nærbilleder sørger for stemningsmæssig intensitet, ligesom vi slipper for både distancerende fortællerstemme og overdreven brug af underlægningsmusik.

En af grundstenene

Endnu er vi ikke helt på niveau med Melvilles efterfølgende stjernekrimier, men "Le doulos" er helt klart en af grundstenene i dén krimifortolkning, som instruktøren følte sig helt og aldeles hjemme i.