Audrey Rose (1977)

Fuldfed fesen "gyser" fra 1977, hvor veteraninstruktør Robert Wise (Blood on the Moon (1948), The Sound of Music (1965), The Hindenburg (1975)) sætter Frank De Felittas manus (og roman) om 11-årige og muligvis reinkarnerede Ivy Templeton (Susan Swift) i svingninger.

I det overnaturliges manege

Mange anså – ikke grundløst – romanen og filmen som en slags spinoff af The Exorcist (1973), hvor et tilsvarende pigebarn kastedes rundt i det overnaturliges manege med mange hudafskrabninger (fysiske, såvel som åndelige) som følge.

Ser syner og dén slags

Det er også tilfældet for Ivy, der ellers er et djærvt (kunstigt)smilende kernefamiliemidtpunkt, da hun pludselig begynder at ændre karakter og fare rundt i huset og se syner og dén slags. Det er sin sag for forældrene Bill (John Beck) og Janice Templeton (Marsha Mason) at navigere i. 

Er der noget om snakken?

Men det bliver værre endnu: De kontaktes nu af den mystiske fremmede Elliot Hoover (Anthony Hopkins), der hævder, at Ivy er reinkarnationen af hans i en trafikulykke afdøde datter! Er der noget om snakken...?

Venstrehåndsarbejde

Ganske få scener lykkes middelmådigt habilt i dette venstrehåndsarbejde af en subgenrefilm. Når det mystiske ind imellem får lov at krybe en anelse under huden i et vist mådehold i fortællestilen, statuerer filmens potentiale med fede streger under.

Håbløst teatralsk

Langt det meste af "Audrey Rose" er dog håbløst uforløst og teatralsk forfalt i alt fra skuespil til scenografi, og en ufrivillig komik bliver ofte herskende, grænsende til det krampagtige. I denne film fungerer Anthony Hopkins' små nonverbale "tricks" ingenlunde, og Marsha Mason flæber sig ubønhørligt gennem sin intetsigende kernefamiliemorrolle – et (flæbe)faktum, hun også selv senere lidt ærgerlig bekræftede.