Lucía y el sexo (2001)

Et sært spansk blandingsprodukt af sveddryppende sex og mystificerede kærlighedssorger, en heftig vuggetur i op- og nedture blandt bølger af lys og skygge.

Vovet og farvestærk
"Lucía y el sexo" er en sikker vinder i Kiko de la Ricas virtuose, vovede og farvestærke fotografering: Hér fanges virkelig det spanske varmblod, der får krydderi og styrke.

Ude af balance
Filmen er et sandt kunstværk, både i fotograferingen og fortællerytmen, der er konsekvent fredelig og behageligt dvælende. Problemet ligger i instruktør Julio Medems eget manuskript, der i en skinger tone fortæller en historie fuldstændigt ude af balance.

Fredelig ø i Middelhavet
Lucía (Paz Vega) er en ung og attraktiv tjener på en restaurant i Spanien. Efter at have mistet sin kæreste gennem mange år, forfatteren Lorenzo (Tristán Ulloa), flygter hun til en fredelig isoleret ø i Middelhavet.

Kærlighedens mørke sider
I den friske luft og bagende sol forsøger hun at finde mening med tilværelsen igen. Hun finder hurtigt en anden mand, men i det nye forhold begynder Lucía i tankerne at vende tilbage til sit tidligere forhold og gennemlever de mange mørke sider, det bar præg af.

Ud ad et sidespor
Filmens begyndelse og efterfølgende ret heftige og ucensurerede sexscener er medrivende og fuld af atmosfære. Det er derfor skuffende allerede efter en halv time at måtte konstatere, at filmen er på vej ud ad et sidespor. Dramatikken væves ind i en unødvendig mystik, der aldrig finder forløsning og forbliver en stor knude i en historie, der kunne have været ligetil og bevægende.

Ærgerligt proppet
Filmen vover det ene øje i sine alternative indfaldsvinkler og sveddryppende sex, men sexscenerne forsvinder ud af filmen efter den første tredjedel, og resterne af det forsmåede manuskript drukner ganske fatalt i ærgerligt overproppet pseudodramatik. Alberto Iglesias har begået en fin filmmusik, der fortjener ros for sin oprigtighed.