The Man Who Killed Don Quixote (2018)

Terry Gilliams seneste epos synes at ville retfærdiggøre sin egen eksistens alene ud fra dén betragting, at filmen har været 30 år undervejs og underlagt alverdens problemer og forsinkelser. Al denne virak blev allerede skildret i en dokumentarfilm i 2002. Gilliam forsøger sig også selvironisk med et perspektiv på tilblivelsesprocessen med lidt tekst, inden filmen starter.

Absurd forvirring

Den højrøvede reklamefilmsinstruktør Toby (Adam Driver) trækkes ind i en absurd verden af tids- og identitetsforvirring, efter at han har givet en lokal spansk skomager hovedrollen som Don Quixote i en af sine korte film. Denne mand opsøger han nu ti år efter, og det viser sig, at han nu fuldt og helt tror, at han er Don Quixote – og at Toby er dennes tro følgesvend Sancho Panza...

Over stok, sten og syrede overdrev

Herfra går det, typisk gilliam'sk, over stok, sten og alle tænkelige syrede overdrev – og det er ikke nogen køn oplevelse! Det er først og fremmest uden sammenhængskraft og underkastet en gakket humor uden bid, hele tiden i retning af det plat lagkagekomiske med hertil matchende overspil (særligt fra Jonathan Pryce i rollen som Don Quixote.)

Uophørlig rabalder

I en uophørlig rabalder på både lyd- og billedsiden er "The Man Who Killed Don Quixote" kun glimtvis charmerende – og de ultrakorte oaser opstår ud af den flotte locationoptagelser i Spanien og Portugal. Et par indstillinger med dybdeperspektiv mod afgrunden er blandt de relativt få rigtigt interessante kameratekniske valg.

Kun for hardcorefans

Man skal virkelig være hardcore Gilliamfan for at æde dette udtalt springende og meget fjantede epos. For det er hverken en rigtigt oplagt leg med filmmediet eller en morsom historie.