In a Valley of Violence (2016)
En ensom rytter ankommer til en Wild West-flække. Han presses, og langsomt vækkes hans indre og hævntørstige revolvermand til live.
TØRLAGT HÆVNTØRST
Uden stjernenavne som Ethan Hawke og John Travolta på rollelisten var dette actionprægede westerndrama formodentlig gået helt under radaren. Men når nu d’herrer er med, så er bevågenheden sikret, og filmen fik rent faktisk et festivalliv og pæne anmeldelser.
I den støvede udørkssol
Det er nu svært at se, hvad der skulle få gysereksperten Ti Wests western til at glinse i den støvede udørkssol. Manuskriptet er tamt og klichémættet, centreret om den ensomme hævner til hest, Paul (Ethan Hawke), der ankommer til en flække med et simpelt ønske om en bette tår vand til sig selv og hunden Abby.
Udtalt uddød
Men der sker ikke så meget i den udtalt uddøde by, så den lokale bølle Gilly (James Ransone) går straks i kødet på den fremmede og tænder en ellers udslukt vulkan af tørst på hævn – og dét skulle han ikke have gjort...
Det ender galt
John Travoltas træbenshalte marshal, der også er far til Gilly, forsøger forgæves både at puste sig op og stille sig imellem de tændte duellanter. Efterhånden står det klart, at det hele kun kan gå én vej, og det er galt.
Ikke prangende spil
Spillet er ikke prangende. Hawke og Travolta slæber an på rutinen, men flere af birollerne grænser til det decideret dilettaniske (heriblandt Gilly (James Ransone) og Ellen (Karen Gillian)).
Pletvis fine billeder
Tilbage er fornøjelsen over de pletvis fine landskabsbilleder og klassiske papbysvinklinger. I få udvalgte scener er lyddesignet fåmælt og i balance, men i langt det meste af filmen skrues der også hér for meget op på vulgaris-knappen, komplet med Jeff Graces meget Morricone-inspirerede underlægningsmusik. Hvis filmen skal forestille at have humor, er den vanskelig at goutere. Dette ikke mindst, fordi spillet halter langt mere end sheriffen.
Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2016, USA, Western, Action, Drama, Historie, Dyr på film, Bjerge på film, 104 min.
Dansk titel: In a Valley of Violence- Ethan Hawke (Paul)
- John Travolta (Marshall)
- Taissa Farmiga (Mary-Anne)
- James Ransone (Gilly)
- Karen Gillan (Ellen)
- Larry Fessenden (Roy)
- Burn Gorman (Priest)
- Toby Huss (Harris)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation