Being 17 (2016)

    To teenagedrenge går i samme klasse, men kan tilsyneladende ikke udstå hinanden og ender tit i slåskamp. Der stikker vist noget under...


    »LYNENDE ØJNE«

    André Téchiné har specialiseret sig i teenagedramaer med et homoseksuelt twist gennem mange film, og "Quand on a 17 ans" er hans friskeste og måske også mest tilgængelige til dato.

     

    Det er historien om de to franske teenagere Damien Delille (Kacey Mottet Klein) og Thomas Chardoul (Corentin Fila), der går i samme klasse, men tilsyneladende ikke har ret meget til fælles. Faktisk farer de i totterne på hinanden ved enhver given lejlighed, og de må skilles ad og irettesættes fra højeste sted på skolen, men lige meget hjælper det. Da drengene ad omveje alligevel tvinges til at samarbejde, kan der endelig banes vej for den virkelige og bagvedliggende spænding, og dén består i en gensidig seksuel tiltrækningskraft, som de begge har haft yderst vanskeligt ved at acceptere.
     

     

     

     

    Skudt i smukke sydfranske bjerglandskaber står Téchinés film både knivskarpt og betagende poetisk. Landskaberne er en bevidst og meget fin medspiller i det fortættede og seksuelt højspændte drama. Denne naturlige ynde kan nærmest være medvirkende til den endelige forløsning, som filmen så gerne vil munde ud i. Det må siges, at filmen går relativt mainstream til værks, og den drengede forelskelse bør da også have bred appeal, som den bliver serveret i en oprigtig og varm historie, der viger langt uden om stemte s’er og løse håndled – og gudskelov for det!

    Følelsesregistrene er spændt til det yderste, men de forbliver i den bagvedliggende spænding og træder ikke ud og forstyrrer filmens form. Hér holder Téchiné sig næsten helt på måtten. Undtagelsen er en afrikansk klingende popsang, der et par gange helt malplaceret pludselig overdøver enhver ægthed, og dét alene skæmmer filmen en stjerne ned. De på alle måder lynende teenageøjne er især betagende hos Kacey Mottet Klein. Hans talent så vi allerede i Ursula Meiers fremragende schweiziske bjergdrama L'enfant d'en haut (2012).

    Klein er eminent til at skyde enhver mørknæet tilskuer yderligere i sænk, alene i effekten af at slå blikket ned med et hemmelighedsfuldt smil. Han får meget flot modspil fra Corentin Fila, der dog har et knap så stort register i rollen som Thomas. Sandrine Kiberlain er den hårdt prøvede mor til Damien – med en mand i krig og en søn, hun forsøger at afkode. En meget fin og nuanceret præstation.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2016, Frankrig, Drama, Romantik, Homoseksuelt tema, Teenagere, Bjerge på film, Coming of Age, 116 min.

    Dansk titel: Quand on a 17 ans
    Instr: Andre Techine Prod: Olivier Delbosc, Marc Missonnier Manus: Céline Sciamma, André Téchiné Foto: Julien Hirsch Klip: Albertine Lastera Mus: Alexis Rault
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering
    • BERLIN-N - Teddy-nominering