Mørkeleg (1996)

De to Schmidt/Jürgensen-gys:

Sidste time (1995)

Mørkeleg (1996)

Til tonerne af Elisabeth Gjerluff Nielsens udtalt tamme titelsang sætter Martin Schmidt endnu (noget så sjældent som) en dansk gyser i svingninger – igen med (ungdoms)krimiforfatteren Dennis Jürgensen som manuskriptmanden bag.

Uhyggelige omgivelser

"Mørkeleg" kom allerede året efter "Sidste time" og er i koncept, stil og fortælling noget nær copy/paste. Denne gang er gruppen af gymnasieelever skiftet ud med nogle universitetsstuderende, der er eventyrlystne nok til at kapre et uhumsk dødsbo for at spille rollespillet "Backstabbed" i uhyggelige omgivelser.

På den hårde måde...

Mens de kvabber rundt og slår hinanden ihjel for sjov, er en seriemorder med i huset. Det erfarer de unge på den hårde måde, da bloddryppende lig efterhånden hænger og ligger rundt omkring i krogene. Men hvem er den væmmelige morder? Politiet er i forvejen på jagt efter den såkaldte "flænser", der har syv liv på samvittigheden...

Forfriskende med et dansk gys

Det er forfriskende med lidt gys i dansk filmsammenhæng, en genre, der i dén grad over en bred kam ligger ret uberørt hen. 1990'erne bød dog – ud over Martin Schmidts double her – også på vampyrbaskeren Nattens engel (1997).

Jukset start

"Mørkeleg" har virkelig brug for at løbe sig varm. Starten er jukset, yderst kluntet spillet og generelt et temmelig dilettantisk skue. Men noget af terrænet vindes tilbage i den habile slutning, der med løs hånd strør med alskens genre- og forbillededrys, og hvor også skuespillet vokser lidt med opgaven (Line Kruse og Christian Grønvall er hér som forvandlet i forhold til i filmens åbning).

Ingen vægtige voksenbiroller

Blandt de endnu mere voksne skuespillere er der ikke mange, der har nævneværdig taletid. Waage Sandøs surmopset drikfældige fartype Niels er ham, der kommer nærmest en "vægtig" birolle i dén retning.

Form over indhold

Generelt er Martin Schmidt helt tydeligt meget mere interesseret i form end i indhold, og det former da også en række mindeværdige stunder med så teknisk og gysermæssigt et fokus. Bl.a. er Peter Roos' levende fotografering ikke uden dynamisk genrelegelyst – Roos opnåede her karrierens eneste filmpris i form af bedste fotografering ved Málaga International Week of Fantastic Cinema.

International komponist

Og så har man her til lejligheden hyret ingen ringere end Alan Howarth (Halloween II (1981), The Dentist (1996)) som filmens komponist. Det er der kommet en hyperkonstant underlægning ud af, hvis summende/brusende og temmelig ukarakteristiske melodilinjer desværre ikke doseres og ender som tilnærmelsesvis lydterror.