Blame (2025)
Et kritisk kig tilbage på årsagerne til SARS og Covid-19-pandemierne – og myndighedernes (manglende) håndtering.
EN "DOKUMENTAR-THRILLER"
Der hviler noget nærmest hypnotiserende over schweiziske Christian Freis pandemi-”dokumentar-thriller” – især som følge af hans egen filosofiske voiceover. Både film og stemme fabulerer over SARS og Covid-19-pandemiernes oprindelse, indflydelse på verden og ikke mindst myndighedernes (manglende) håndtering af virussets spredning. Kritikken ekkoer stadig, og mange sætter spørgsmålstegn ved de officielle forklaringer på sammenhængene.
Fascinerende møder
Dokumentaren følger især tre forskere, der begyndte at arbejde med flagermusvirus efter SARS-udbruddet i 2002. Det former en række fascinerende møder med de (i sammenhængen) uretmæssigt udskældte flagermus. Allerede i 2013 advarede forskerne om risikoen for et nyt udbrud – en advarsel, der senere
gjorde dem til ufrivillige hovedpersoner i en politiseret konspirationsteori om Covid.
Visuelt interessant
Frei beskriver i ”Blame”, hvordan kriser fremkalder et behov for tydelige forklaringer, men at disse sjældent kan vente på forskningens omstændelige tempo og stringente krav til præcision. Hvis du er klar til at blive ført tilbage til en tid, du muligvis helst vil glemme, er dokumentaren hér en visuelt interessant rejse – særligt når flagermuskoloniernes hjemsteder besøges med smukke droneoptagelser.
Misforstået grundighed
Til gengæld opleves over to timers spilletid som en lidt misforstået grundighed, der bl.a. bunder i en alt for langsommelig, nærmest drævende omgang med stoffet. Det kan virke hypnotiserende, ja, men også i længden til den kedsommelige side.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2025, Schweiz, Dokumentar, Dyr på film, 122 min.
Dansk titel: Blame- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation