Rental Family (2025)

Lineal-snorlige feel good-film i ligeså lineær koproduktion mellem Japan og USA. "Rental Family" veksler stort set ligeså meget mellem de to sprog, som den svinger mellem sorrig og glæde, eller tilstanden bitter med og uden sødme.

Et ganske særligt job

Den amerikanske skuespiller Phillip Vandarpleog (Brendan Fraser) bor (alene) i Tokyo på ottende år og klarer sig lige netop til dagen og vejen gennem simple reklamejobs. Men en dag bliver han spottet af en ganske særlig virksomhedsejer, der gerne vil rekruttere ham.

En (u)professionel fejl

Phillip skal nu bl.a. spille ægtemand og senere også far "på kommando" – roller, han indtager mod betaling, så de implicerede japanere fx kan komme videre med deres tilværelse eller blive optaget på en særligt fornem skole. Men da Phillip møder sin "datter", begår han dén fejl at lade sig følelsesmæssigt kapre af rollen. Og dén går ikke... eller gør den?

Markant bedst i starten

"Rental Family" er markant bedst i første halvdel, mens "lykkelig-love you"-perspektiverne endnu ikke er skrevet alt for tydeligt ind i handlingen. Phillips kejtede omgang med det nye job er hér slet og ret fremragende gestaltet af Brendan Fraser.

Ender skal lukkes...

Det er i disse tanker, bittersødmen sidder lige i skabet, men meget tabes tilsvarende på gulvet, efterhånden som filmen vil lukke ender – eller opnå closure, som den nyskolede psykolog ville sige. Helt som ventet ender affæren on a high note, og det bliver liiige tanden for sødnusset, komplet med rigelig underlægningsmusik, inkusive popsange.

Uskøn veksling mellem sprog

Flere af birollerne agerer primært som småkomisk ladede indslag og forekommer af og til irriterende. Især fordi, filmen insistrerer på, at alle sådan lidt en passant skal veksle problemfrit (det har desværre den modsatte effekt) mellem japansk og engelsk.