Morgendagens helter (2025)

Den norske filminstruktør Mariken Halle er kendt for at blande former, genrer, konventioner og grænser sammen i et virvar af ofte komisk ladet samfunds- og samtidsalvor – således også i Covid-19-blandingsproduktet "Morgendagens helter", der søger at tage pulsen på gruppedynamik med mundbind og fysisk afstand.

Dét forehavende lykkes Halle noget halvhjertet med. Der er accelerationer i retning af noget sjovt, men sjældent til en behagelig fart, der holdes længere end over halvanden scene. Og dét er et problem i en fortælling, der er så forankret i netop den konglomeriske dynamik, der er tiltænkt at opstå ud af dette delvist professionelle, delvist amatørprægede projekt.

To timer og ti minutter er absolut i den lange ende for en film, der arbejder så ustruktureret med at skabe en struktur, en identitet. Ganske vist fungerer de håndholdt rystede optagelser (primært af instruktøren selv) som en autenticitetsbooster på netop "det tilfældige", ligesom de ofte overlappende stemmer og lydkilder uden for billedet er med til at skabe "kaos i kaos". Men samling på tropperne, både af kød og blod og det tekniske, opnår Mariken Halle ikke.

Der er pandemi i Norge, og hjemmekontoret erstattes i vid udstrækning med teamsmøder, og når endelig kollegerne på en handelsskole mødes, er det med alle restriktionerne som benspænd. Det skaber også sine udfordringer for Margaret, som forbereder et teambuildingevent for handelsskolen. Hendes idé om at skabe en række indslag, hvor naturen skal få kollegerne tættere på hinanden, falder temmelig meget til jorden – og det er ikke kun som følge af pandemien...