The Mastermind (2025)

Meek's Cutoff (2010)- og Certain Women (2016)-instruktør Kelly Reichardt præsterer her en krimi på det lidt for jævne, når man tænker på det potentiale, der ligger både hos hende, skuespillerne, filmholdet – og ikke mindst i manuskriptets grundstruktur.

Uinteressante rollefigurer

Mere end noget andet fejler "The Mastermind" ved ikke at gøre sine rollefigurer identificerbare, endsige interessante. Og det er et problem, der følger denne næsten to timer (over)lange film til dørs.

Jaget og uønsket mand

James Blaine Mooney (Josh O'Connor) lever et tilsyneladende helt almindeligt kernefamilieliv med hustru og to drenge. Året er 1970, og allerede i filmens anslag følger vi, hvordan James øver sig i at nakke værdifulde genstande på et kunstmuseum. Snart har han engageret gutterne til et større malerityveri ved højlys dag, men meget går galt, og snart er James både en jaget (af politiet) og en uønsket (af familie og venner) mand.

Egentlig ganske silkeblød

Med sit lækre 1970'er-produktionsdesign, der byder på næsten fejlfri scenografi, er "The Mastermind" egentlig ganske silkeblød. Og umiddelbarheden – og den heraf følgende underholdningsværdi – i fortællingen fejler heller ikke noget, som vi følger den lidet sympatiske James' kejtede omgang med kostbart materiale.

Tvangsjazzunderlagt

Men mange af scenerne opleves som alt for langstrakte, ind imellem grænsende til decideret fyldstof. Og så er det en gåde af de helt store, hvem der har bestemt, at store dele af filmen skal tvangsfodres med ekstremt skinger jazzmusik (nogle gange stressende "øvelser for solotrommer"). Dét er en ørebæ af de helt, helt grimme. Pænt spillet af særligt Josh O'Connor, men som nævnt tidligere er der simpelthen ikke nok, der fænger i karakteristikkerne.