Kevlarsjäl (2025)

Velment, men noget haltende spillefilmsdebut fra svenske Maria Eriksson-Hecht. Intentionen er troværdigt at skildre den socialt og familiemæssigt hårdt prøvede teenager Robin (Rio Svensson), som desperat forsøger at passe ind blandt ikke videre forbilledlige forbilleder. Hans eneste rimeligt pålidelige forbillede er storebroren Alex (Josef Kersh), men der opstår hele tiden gnidninger mellem brødrene – ikke mindst, da de begge forelsker sig i den samme pige...

Temperamentet koger ligeså heftigt som hormonerne i kroppen på den uerfarne Robin, og de voldsomme ophobninger kan meget vel bringe ham i endnu dårligere selskab, end han allerede er havnet i.

Titlen ”Kevlarsjäl” er taget fra et populært hit fra rockbandet Kent, og Ericksson-Hechts debutfilm er et dramatisk, hektisk og ungdomsvinklet potentiale, der desværre i temmelig høj grad drukner i det lidt for overfortalte og -forklarede i de enkelte optrin og situationer. Ikke meget af afviklingen sidder lige i skabet, men der er alligevel enkeltstemninger og velspillede scener nok til at redde filmoplevelsen nogenlunde hæderligt i mål.

Det vellykkede bunder mest i den detalje- og nærbilledeorienterede fotografering i velvalgt trøstesløse forstadslocations. Der er for mange bipersoner uden dybere interesse for helheden.