Highway to Hell (1991)

    En ung mand må finde porten til helvede, da hans kæreste er kapret af djævelen selv. Dét bliver en vild rejse!


    »YDERST VELUDVIKLET FANTASI«

    Veloplagt, überopfindsom og mirakuløst flot koreograferet eventyrkomedie, der bringer os til selveste helvede i selskab med den ihærdige unge rejsende Charlie Sykes (Chad Lowe). Han er nødt til at finde porten til helvede for at kunne hente kæresten, der er kidnappet af djævelen (Patrick Bergin).

     

     

     

     

    Dét er et pitch, der muligvis afskrækker nogen – men det vil være synd, for "Highway to Hell" er virkelig en overset perle, der bringer genrer og dimensioner sammen, så det står til alle sider med brede smil. Allerstørst raffinement opstår i de primært mekaniske special effects, der blandt andet byder på yderst særprægede håndjern(!), fænomenale helvedesbiler og et større galleri af typer, du helst ikke vil støde på på denne side af jordskorpen.

    Med en smittende energisk hovedrollepræstation af Chad Lowe som drivede kraft ind i helvedesdimensionen (der i øvrigt ikke tager sig  skræmmende ud og er fortryllende bjergrig), er alletiders mest eksplicítte bilrejse sikret, ofte med ikke så få inspirationsudspring fra Mad Max-filmene. Henimod slutningen – og i nogle af de lalleglade biroller, herunder selveste Adolf Hitler – taber "Highway to Hell" desværre lidt af sin ellers nådesløst stakåndede puls, men det fjerner ikke meget af effekten fra en særpræget filmoplevelse, der i dén grad fortjener et større publikum.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026