Den hvide hingst (1961)

Den britiske instruktør og dokumentarist Harry Watt (1906-87) sluttede karrieren af i Skandinavien, hvor han bl.a. iscenesatte denne melodramatisk insisterende, men udtalt smukt fotograferede børne/familiefilm.

Hingstedrama for den brede befolkning

Watt havde tidligere bl.a. serveret den delikat veltimede, britisk producerede australske actionkrimi The Siege of Pinchgut (1959), men landede altså nu i Danmark med ansvaret for et hingstedrama for den brede befolkning.

Hestetosset delebarn

Drengen Ole (Stig Wilner Hansen) har det lidt svært som hestetosset delebarn. Da han kommer på dannende sommerophold hos sin onkel (Osvald Helmuth), nægtes han til at begynde med at blande sig i aktiviteterne på en nærliggende rideskole, der er fyldt med jævnaldrende børn.

Bareback gennem mark og vang

Da han endelig får lov, forelsker Ole sig straks i en hvid hingst, men da den inden længe proklameres slagtemoden, vælger Ole at stikke af bareback gennem mark og vang – tværs over Jylland. Han regnes for forsvundet, og en storstilet eftersøgning sættes i gang. Undervejs møder han bøllen Hans (Baard Owe) og håndlangeren Willy (Michael Lindvad).

I det større dramas tjeneste

Selve manus og personskildringerne er generelt en meget lidt hævet omgang æltedej, hvor store danske navne som Karl Stegger, Paul Hagen og Osvald Helmuth samtids-sædvanen tro udfylder ligegyldige biroller i det større dramas tjeneste. Stig Wilner Hansen er passabelt sød som drengen Ole.

Smæk for skillingen

Indendørs- og mellemregningsscenerne er helt uden interesse, tydeligvis også for Harry Watt, hvis spidskompetencer lå et helt andet sted. Nemlig ude i det fri, hvor vi også med det samme kan se, at der er smæk for skillingen.

Vanedannende flot fotograferet

Hér er der tæft i samarbejdet med fotograferne Rolf Rønne (Søskende (1966), Den kyske levemand (1974), Carl Nielsen 1865-1931 (1978)) og Wolfgang Suschitzky (Get Carter (1971)): Pludselig bliver "Den hvide hingst" en blanding af sart melodokumentarisme og elegant film noir i sort/hvide billeder, der er vanedannende flot komponeret i en forbilledlig udnyttelse af det naturlige jyske lys.

Særpægede locations

Væsentligt for disse optagelsers autenticitet er desuden de flot udnyttede og meget særprægede locations – særligt brunkulslejrene i Søby syd for Herning, men også kalkgruberne i Mønsted. Både fotograferingens høje niveau og de anderledes omgivelser er ret unikke for en børne/familiefilm i Danmark i 1961.

Teatralsk underlægning

Herman D. Koppels underlægningsmusik er – som forventet – überteatralsk og alt for ambitiøs i sammenhængen, men til gengæld relativt diminutivt anvendt. Blandt birollerne er Baard Owe bedst (som den rå vaneforbryder-læderjakke Hans).