Night Train to Venice (1993)

Det er næsten ikke til at fatte, at denne tysk/italiensk koproducerede "thriller" reelt er ment i ramme alvor! For det er unægteligt et helt igennem (ufrivilligt) komisk skue at bevidne "Night Train to Venice", der tilmed blev vist på filmfestivalen i Cannes. I USA fik den titlen "Train to Hell".

Mislykket!

De, der rent faktisk har set filmen, er rørende enige om, at den hører til blandt filmhistoriens måske allermest mislykkede. Helt så elendig syner de aparte krumspring nu ikke – men der er ingen tvivl om, at der er langt mellem snapsene.

Mystisk efterfølger

Selveste Hugh Grant (der siden har fremhævet filmen som sin absolut værste) spiller hovedrollen som den britiske journalist Martin, der stiger på nattoget fra München til Venedig. Han er på vej til en forlægger med en bog om nynazismen, men på toget erfarer han, at flere åbenbart er efter ham – blandt andet en mystisk mand (Malcolm McDowell) og en gruppe skinheads.

Kvindegymnastik på toget

Selvom dette vel burde stresse de fleste, holder Martin sig ikke tilbage, når det kommer til kvindegymnastik, ikke mindst ombord på toget. Da han først har fast grund under fødderne igen, erfarer han, at forfølgelserne fortsætter.

Kikset slowmotion

Ovennævnte gengivelse af filmens handling er i grunden langt mere lineær, end resultatet på 35mm-strimlerne. Det hele er springende, "kunstnerisk" og "hemmelighedsfuldt" serveret, bl.a. gennem en meget udtalt anvendelse af kikset slowmotion og gemt af vejen bag udspartlende underlægningsmusik.

Ved siden af al sund fornuft

Det ene øjeblik springes der tilbage til en eller anden barndom, det næste er vi på skibsbriksen med Martin, et tredje blafres der rundt i Venedigs gyder. Kønt er det ikke, men det er alligevel en smule fascinerende at bevidne et stykke filmkunst, der erså meget ved siden af al sund fornuft.