It Comes at Night (2017)

Hvad eller hvem, det helt er, der kommer om natten, forbliver hemmelighedsfuldt uforløst i denne genrekonglomeriske, æterisk krukkede æltedej af en "moderne gyserfilm". Og det er måske netop denne metafysiske nonsense, der har samlet så mange fans – med åbne spørgsmål strittende mod alle postapokalypsens verdenshjørner?

Skærmet for verden udenfor

En kernefamiliefar (Joel Edgerton) føler, han har styr på sin lille verden langt ude i skoven. Bag de pladeklædte vinduer og døre gemmer han kone og barn godt af vejen, skærmet for verden udenfor.

Dørene på klem

Noget olmt er nemlig på spil, og det spreder en gusten, pestlignende død, som end ikke en gasmaske helt kan sikre imod. Men da en fremmed (Christopher Abbott) "banker på", tvinger det kernefamilien til at åbne dørene lidt på klem... men var det nu en klog beslutning...?

Potentielle hårrejs

Svøbt i Brian McOmbers stort set nonstop-ligegyldige, svulstige, kedelige, idéfattige og altomsluttende underlægningsmusik levner "It Comes at Night" ikke meget plads til fantasien. Og det er i et ellers spændende univers, der især i starten lægger op til potentielle hårrejsende narrestreger – både i billede og lyd.

Skruet skævt op

Men der er hele tiden noget, der er halvanden grad skruet skævt op. Det mærkes både i skuespillet, der opleves som lidt villet og indstuderet mekanisk, i hele den eventyrprægede apokalypse-stemning, hvis visuelle identitet aldrig sidder lige i skabet – og ikke mindst i lyddesignet, der oveni musikken er alt, alt for overstyret.