The Taking of Pelham One Two Three (1974)

Sammenhængende film:

The Taking of Pelham One Two Three (1974)

The Taking of Pelham 123 (2009)

Godt moden kapringsthriller, der – desværre – kapres af en lidt for komisk funderet afvikling, der skæmmer det ellers maskulint virile i stil, fremtoning og fortælling, baseret på romanen af John Godey.

Alt er timet og tilrettelagt

En flok forbrydere har nøje planlagt at kapre et metrotog i New York. Alt er timet og tilrettelagt, da de skaber radioforbindelse til kontrolfolkene, ført an af Lt. Garber (Walter Matthau). Det er nu hans opgave at eksekvere banditternes krav om $1 mio. – på tid!

Gør, som der bliver sagt!

Hvis ikke planen overholdes, lover banditternes formand Blue (Robert Shaw), at de vil skyde et gidsel i minuttet. Så det er med at få benene på nakken, vækket den snottede borgmester (Lee Wallace) og så i øvrigt bare gøre, som der bliver sagt.

Jern-mod-jern

Selve det konceptuerende ved "The Taking of Pelham One Two Three" emmer af det jern-mod-jern-gedigne. Og der er da også gode kindheste at hente ud fra to af skurkepræstationerne:

Stilrent sammenbidt

Robert Shaws stilrent sammenbidte "Blue" og Hector Elizondos overmodigt selvsikre "Grey". En stjernestund i Greys formelse af den usympatiske karakter, er, da han slikker sig "diskret" om munden efter at have fået øjenkontakt med en babe i toget.

Savner afrunding

De øvrige større og mindre roller savner pondus og afrunding, og flere famler lidt mellem det højspændte og det komiske, hvor det sidstnævnte bare er for fremelsket – formodentlig i bedste mening for at give det hele lidt mere schwung.

Skarpeste intensitet

Den skarpeste intensitet formes ud af den fortættede togaction dernede i dybet: Som regel helt fritaget for underlægningsmusik og med en gedigent detaljesøgende fotografering af den legendariske Owen Roizman (bl.a. også cheffotograf på The French Connection (1971), The Exorcist (1973), Network (1976), Wyatt Earp (1994)).