Death Becomes Her (1992)

Det er svært ikke bare at blive en anelse fascineret af denne opskruede 1990'er-fantasifarce: "Death Becomes Her" twister i bogstavelig forstand døden rundt om livet uden blusel, og med veloplagte skuespillerpræstationer ind i dette setup opstår der skøn og yderst alternativ Hollywood-underholdning.

Selvglæden er reddet

Den ekstremt narcissistiske skuespillerinde Madeline Ashton (Meryl Streep) har det ærligt talt noget så møgskidt med, at hendes udseende ikke længere er som en 22-årigs. Da hun ved et tilfælde opdager en mærkelig kvindes (Isabella Rossellini) effektive foryngelseskur, er Madelines selvglæde reddet – og samtidig kan hun måske én gang for alle få skovlen under sin livslange rivalinde Helen Sharp (Meg Ryan).

Livsomvæltende begivenheder

I sin tid giftede Madeline sig med Helens kæreste, plastikkirurgen Ernest Menville (Bruce Willis) – selvfølgelig ikke af kærlighed, men udelukkende for at have en fagmand lige ved hånden, når en faretruende ansigtsrynke tittede frem... Men med foryngelseskuren i blodet opstår også overmod, og snart sker der livsomvæltende begivenheder, der dog ikke stopper Madeline... snarere tværtimod.

To "akter"

"Death Becomes Her" har så at sige to akter, hvor handlingens ekstremiteter deler sig. Første akt er klart mest vellykket i beskrivelserne af særligt Madelines selvfedme, arrogance og overfladiske livs- og menneskesyn. Og ikke mindst Helens forvandling fra overvægtig psykiatrisk patient til smækker hævnerske.

Fantasi- og døds-spasmageri

Andet akt er mere rendyrket fantasi- og døds-spasmageri, der nok lukrerer på de Oscarvindende visuelle effekter, men som hurtigt forfalder til det overdrevne udi både fortælling og teknisk afvikling.

Udbredte smil

Men smilet forbliver udbredt filmen igennem. Dette hér er ganske enkelt for idérigt gakket til bare at blive negliceret som dumhed. Og så er der i instruktør Robert Zemeckis' formidling en stærk hyldest til det gamle Hollywoods store drama queen-forællinger, der også bakkes op af Alan Silvestris yderst velkomponerede, klassiske underlægningsmusik.

Meget indlevelse

Både Goldie Hawn og især Meryl Streep får præsteret så meget indlevelse i de tiltagende aparte (og overnaturlige) roller, at det smitter herligt af på filmoplevelsen. Bruce Willis er også skøn som betuttet plastikkirurg – en rolletype, der lå meget langt fra særligt samtidens helteroller.