The Caveman's Valentine (2001)

Et lidt aparte og villet kriminaldrama, der kommer langt på Samuel L. Jacksons følte psykose-hovedrolleperson, men som har svært ved at balancere sit materiale, der har et ben i både vanviddets og det mere normales lejr.

Uligevægtigt betonet

George Dawes Green har selv skrevet manus baseret på eget romanforlæg, men det er ikke lykkedes ham at få instruktør Kasi Lemmons til at betone de nuancer, der ville have gjort filmen "The Caveman's Valentine" til et udtalt spændende puslespil at lægge for tilskueren.

Periodevis underfundig

Dog er der anderledeshed og skæv idérigdom nok til at gøre filmen periodevis underfundigt interessevækkende. Og det er hér, Samuel L. Jacksons hovedrollepræstation bliver ekstra vigtig, idet det mere eller mindre er overladt til ham at formidle grænselandet mellem normalitet og vanvid.

Visuelt og lysmæssigt anstrengende

Rent visuelt – og i særdeleshed også lydmæssigt – anstrenger filmen sig (rimeligt nytteløst) meget for at agere "psykose" i alt fra leg med farver, former og lysglimt, assisteret af obskure lyde og en anstrengende, fladt kedelig, insisterende underlægningsmusik.

Ynkeligt gestaltet

Fortællingen om hulemanden Romulus, der helt sikkert må have filmhistoriens længste, mest uvaskede dreadlocks, vinder således gennem Jackson en smule terræn – selvom den underliggende historie, der parrer Romulus med en fortid som stor klassisk pianist (og komponist) desværre er temmelig ynkeligt gestaltet, komplet med dybt utroværdigt klaverspil og "klassisk musik" komponeret af filmkomponisten selv, der tydeligvis ikke har ret meget begreb om, hvad der definerer Aleksandr Skrjabin-lignende toner (en komponist, der nævnes i handlingen.)