Når dyrene drømmer (2014)

Jonas Alexander Arnby spillefilmsdebuterer med noget så sjældent som en dansk varulvefilm. Men "Når dyrene drømmer" er ikke en gyser i klassisk forstand, mere en romantisk funderet og lyrisk fabulerende saga med afstikkere til det fantastiske univers. Ikke uden ligheder med det moderne svenske vampyreventyr Låt den rätte komma in (2008) sættes det hårrejsende gys ind i en coming of age-kontekst, kredsende om en 16-årig pige og hendes udkantsdanske identitetsproblemer.

Identitetsproblemerne vokser bogstaveligt talt denne Marie (Sonia Suhl) over hovedet, da hun erfarer, at hendes krop er ved at ændre sig, og hun stille og roligt tager form som et dyr. Hendes kærlige far har i årevis holdt den kørestolsbundne og stumme mors diagnose skjult. Flere dødsfald finder sted på den lille ø, de bor på – under mystiske omstændigheder – og Marie mærker, at dyret inde i hende er ved at tage over. Med de uanede kræfter får hun mulighed for at tage hævn over lokalsamfundets mange hånligt ydmygende mennesker.

 

Filmens anslag er i sig selv et mesterstykke i stemningernes spil – hårrejsende smukt fotograferet af filmskoleuddannede Niels Thastum: Den nordjyske vildskab og idyl smelter hér sammen i en udtalt lyrisk sans for kunstnerisk helhed. Handlingen rummer også hårrejsende virkninger undervejs – ganske bogstavelig talt: Vægtigst og bedst balanceret i de små antydninger, som da Marie første gang opdager behåret udslæt ved sit bryst, mere overstyret og vulgært, når (u)dyret for alvor går amok som udkantshævneren uden nåde. Vi er som tilskuere bedst med og mest på bølgelængde i filmens første tre kvarters tid, mens dyrene endnu drømmer, og filmen ligeså. Her styrker også det visuelle udtryk og de mange dramatisk virkningsfulde lys- og skyggeeffekter, særligt når de er styret af naturens egen uforudsigelighed.

Der er charme og nærvær i det ligefremme portræt af Marie på den lokale filetfabrik, hendes harmløse flirts med nye kolleger, og hendes forhold til forældrene derhjemme. Mystikken breder sig allerede med spørgsmålet om, hvorfor moren er stum og i kørestol.
 

Overgangen fra jysk ungdomsdrama til sjældent dansk filmeksperiment med gys og gru er faktisk ikke helt skævt serveret, men det bliver heller ikke et synkronspring til topkarakter. Med den massive samtidsomtale i baghovedet var dette ikke uventet, men det hjælper ikke meget på karakterskiftets ubalance.
 

Sonia Suhl debuterer med stor overbevisning som Marie, og etablerede skuespillere som Mads Mikkelsen, Sonja Richter og Jakob Oftebro bakker hende op i en grundlæggende fint spillet film. Der er allermest autenticitet og elegance over stil og stemning, når lydbilledet tillader stilhed eller fokus på "ægte" lyde. Heldigvis er der scener med denne knaphed, og så mærkes for alvor suset af pigens ensomhed og frustration.

Mørket forbliver intakt, Maries ensomhed uændret, men den eksplicitte varulvevold falder desværre udenfor filmens grundstemning og æstetik og ender i det rendyrket stileksperimenterende. Ganske vist er gysene i sig selv klamme, (scenen hvor Marie tygger glasskår foran sin far er filmens mest ubarmhjertige), men de kommer i konteksten til at fremstå som "kortfilm i langfilmen" og trækker mere filmoplevelsen ud af fatning end op i de højere luftlag.