We Need to Talk About Kevin (2011)

    En svært utilpasset teenager kæmper med egne indre dæmoner og forholdet til sin mor. Under overfladen ulmer en farlig vrede.


    INDRE DÆMONI

    Denne sært sammenblandede og kalejdoskopisk dramatiske film overrasker og fascinerer først for alvor sit publikum, efterhånden som trådene samles.

    Det er nemlig svært at blive rigtigt grebet af filmens flakkende og stemningsubestemmelige stil, så længe vægten er på formen snarere end indholdet. Men filmen vender overraskende flot og former som helhed en rystende oplevelse.

    Anstrengt forhold
    Forholdet mellem mor og søn i familien Khatchadourian er mildt sagt anstrengt. Det er det lige fra fødslen. Efterhånden står det klart, at den billedskønne knægt Kevin er mere forstyrret, end det umiddelbart syner.

    Uforudsigelige vanvidstendenser
    I en urolig og faretruende kombination af frem-, tilbage- og nutidsklip former instruktør Lynne Ramsay et tiltagende intenst og højspændt drama med fokus på uforudsigelige vanvidstendenser, der lurer under overfladen som på en vulkan.

    Forcen er i helheden
    Som nævnt findes filmens force i dens helhed. I alt for mange af de indledende scener forstyrres man af den springende stil, hvor lige dele mystisk opprioriteret musikledsagelse og mystificerende spring i tid og rum stjæler både lyd og billede.

    Koldsvedigt aftryk
    Men samtidig er man meget vel opmærksom på, at filmoplevelsen har potentialet til at overraske. Dette indledes med koldsvedigt aftryk i særdeleshed, da sønnen Kevin kommer til verden og fuldbyrdes i to væsentlige afdelinger, efterhånden som han bliver henholdsvis stort barn og teenager.

    Eksklusivt psykologisk krybende
    Nu folder filmen sig ud og bliver i høj grad til et eksklusivt psykologisk krybende spil mellem mor og søn, der i bedste fald elsker at hade hinanden.

    Netop i spillet mellem mor og søn finder vi naturligt nok filmens helt centrale nerve. Det udvikler sig til en række scener med meget stærk udstråling, hvor uforudsigeligheden er komplet.

    Indre dæmoni
    Kevins indre dæmoni kommer snigende og lyner bag de kønne øjne i en sælsom blanding af ekstrem erotisk energi og hadefuldhed.

    I takt med at filmen finder sit leje og kommer ud over de værste konstruktioner forsvinder også de mest generende musikpassager. Flere af de uhyggeligt psykologisk krybende scener får lov at stå alene.

    Spektakulært spil
    Sat sammen med Ezra Millers spektakulære spil i hovedrollen som Kevin formes ud af stilheden filmens stærkeste og mest uafrystelige scener.

    Tilda Swinton leverer en fantastisk præstation som den splittede og umenneskeligt hårdt prøvede mor, ligesom Kevin som 6-8 årig spilles med næsten ufattelig styrke af Jasper Newell.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2011, Storbritannien, USA, Psykologisk drama, Teenagere, Børn på film, 112 min.

    Dansk titel: We Need to Talk About Kevin
    Instr: Lynne Ramsay Prod: Jennifer Fox, Luc Roeg, Robert Salerno Manus: Lynne Ramsay, Rory Stewart Kinnear Baseret på: roman af Lionel Shriver Foto: Seamus McGarvey Klip: Joe Bini Mus: Jonny Greenwood
    Priser
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Swinton)