Invasion U.S.A. (1985)

    En russisk topterrorist planlægger et omfattende attentat mod USA. Men en enmandshær sætter ham en kæp i hjulet.


    »ENMANDSHÆR MED ÅBEN SKJORTE«

    Der er ikke sparet på ret meget (andet end sund fornuft) i denne typiske Chuck Norris-1980'er-actionfilm: "Invasion U.S.A." kommer, ser og sejrer for tilskuere med hang til både nostalgi, åbenlys actiondumhed og en helt igennem skøn ligegyldighed overfor alt, der er politisk korrekt.

     

    Norris er Matt Hunter, en fyr, der bor alene langt fra alfarvej. Han har lagt fortiden med guns og krig bag sig, men tvinges i arbejdstøjet (= åbentstående skjorte og to maskinpistoler spændt om skuldrene), da en grum russisk terrorist (Richard Lynch) og hans håndlangere angriber hverdagslivet i Florida i stor skala.

     

     

     

     

    "Invasion U.S.A." glider ligeså let og forudsigeligt som de airboats, der flyver/flyder henover Floridas sumpede lavvande i starten af handlingen. Det er pikant tomhjernet action, der ikke skuffer på de præmisser, den slår sig selv op på. Instruktør Joseph Zito havde pengepungen fyldt til projektet her, og det kan mærkes i de ambitiøse actionhøjdepunkter, der blandt andet involverer tusindvis af statister og tilsvarende mængder af militærkøretøjer.

    Det hele er spændt til bristepunktet med lige dele dumhed og ærgerrighed i alt fra skuespil til handlingselementer (Chuck er selv medforfatter på manus). Er du til det, er det vidunderlig underholdning.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026