Bang Gang (une histoire d'amour moderne) (2015)
En større gruppe franske teenagere praktiserer avancerede eksperimenter med seksuelt samvær, og det kan meget vel give røde ører.
SEX, SÅ RYATÆPPERNE BLAFRER
I bedste Larry Clark-stil (særligt klassikeren Kids (1995) og hans franske The Smell of Us (2014)) præsenterer Eva Husson hér en debutfilm, der helt oplagt deler vandene. "Bang Gang" sætter sig selv i scene som "en moderne kærlighedshistorie", selvom romantikken er trådt meget i baggrunden til fordel for ublu sex, som kun ikke-risikovurderende teenagere kan praktisere den.
Letter trykket
Nærmere bestemt en gruppe gymnasieelever, der – for at fordrive tiden og lette trykket både konkret og i overført betydning – mødes rundt omkring i private hjem for at være nøgne sammen og.... ja, slet og ret... bolle til højre og venstre, gerne mens andre ser på, og musikken dunker.
Den får, hvad den kan trække
Med dette scenarie følger "selvfølgelig" (desværre, kliché) også rigeligt med galarrygning og snifning af hårde stoffer. Den får bare, hvad den kan trække. Men den største risiko er ikke at blive hverken afhængig af sex, drugs, eller afsløret af forældre og andre voksne. Måske skulle de store kids have tænkt sig lidt bedre om, inden snabler og lignende blev dobbeltdyppet uden blusel.
Utæmmelig liderlighed
"Bang Gang" fungerer egentlig langt bedre end sit rygte og sine vurderinger, hvis tilskueren vel at mærke er i stand til at kapere det eksplicitte udi både livsstil og utæmmelige liderlighed. Filmen er således rå og ufiltreret, og det er en styrke, at Eva Husson ikke dækker til med røvballegardiner. Dog er sexscenerne ikke hardcore – hér er der alligevel trukket en doserende censurerende streg i narkobanerne på kakkelbordsspejlene.
Modige portrætter
Men de unge mennesker spiller både røv, nøgler og dét, der er endnu mere privat, ud af bukserne – i modige, dygtige og facetterede portrætter af "ungdommen nu til dags". Mindre vellykket er Hussons forsøg på at skrive protagonisterne ind i en almindelig hverdag med familie og eksperimenter udi kæresterier: Her er der ganske enkelt for lidt fokus og interesse, idet energien udelukkende blusser i skridthøjde.
Dynamisk og æterisk
Særdeles nydeligt fotograferet af danske Mattias Troelstrup (Ses (2008), Electrick Children (2012)), der eksemplarisk lykkes med at skabe en dynamisk, æterisk atmosfære i både intime og mere perspektiverende sitautioner. Lige i overkanten musiktynget, komplet med 12 popsange.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2015, Frankrig, Drama, Romantik, Erotik, Teenagere, Coming of Age, 98 min.
Dansk titel: Bang Gang: A Modern Love Story- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation