The Smell of Us (2014)

    En gruppe unge parisiske skateboardere lever det hårde og selvdestruktive liv med stoffer, prostitution og generel rodløshed.


    FLOSSET FATALISME

    Knap tyve år efter succes-ungdomsfilmen, Kids (1995), vender 72-årige Larry Clark tilbage med en film, der kredser om samme tema, blot med Paris som kulisse.

    Det hårde liv
    Her lever en gruppe unge skateboardere det meget hårde liv: Flere af de unge mænd prostituerer sig dagligt blandt diverse og tilfældige ældre mænd, og stofferne flyder.

    Perspektivløs virkelighedsflugt
    Det er én stor og perspektivløs virkelighedsflugt, og det er denne dramatiske kerne, Clark rammer så flot med "The Smell of Us".

    Ingen køn film
    Det er bestemt ikke noget køn film. Både æstetisk og handlingsmæssigt er filmen én stor diffus gruppe flossede nerver - den ekstreme fatalisme og ligegyldighed, ja manglende respekt for livet, er hovedrolleindehaver.

    Detaljerigdom
    Clark er fuldstændig hensynsløs i sin skildring af dette miljø, og detaljerigdommen er enorm - også i mange af de detaljer, man helst er foruden.

    Frastødende nærbilleder
    Det alt andet end skønmalede billede af de unges sexliv - hvis man kan kalde det det - rummer ekstremt frastødende nærbilleder og bollescener blottet for nærvær. Homoseksualiteten, eller prostitutionen unge og gamle mænd imellem, er et af filmens markante hovedtemaer.

    Velformede torsoer
    Det er tydeligt, at Clark forguder den unge teenagedrengekrop, hvilket kommer til udtryk i omhyggelige nærbilleder af velformede torsoer, perlende af sved fra diskotekets dunkende rytmer.

    Konstant skæve
    Men de utvetydeligt lækre ungtyrekroppe står i skærende kontrast til de konstant skæve og kønssygdomstruede hovedpersoner, der rager sig selv i skridtet for et godt ord (måske også lidt for mange gange!)

    Rodløshed
    Musik er her for meget af og i mange forskellige afskygninger, dog i flere henseender tåleligt som en del af skildringen af det rodløse makværk af et liv, som de unge vælger at leve.

    Vildskab og storbynerve
    Velspillet, frastødende og samtidig dragende - en ucharmerende filmoplevelse, men med kant, vildskab og storbynerve.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, Frankrig, Drama, Teenagere, Homoseksuelt tema, 92 min.

    Dansk titel: The Smell of Us
    Instr: Larry Clark Prod: Gérard Lacroix, Christophe Mazodier, Pierre-Paul Puljiz Manus: Mathieu Landais, Larry Clark Foto: Hélène Louvart Klip: Marion Monnier
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation