Undertow (2004)

    En teenagedreng og hans lillebror bor sammen med deres enkefar langt ude på landet. Deres tilværelse ændres for altid, da farens bror pludselig dukker op.


    »UDVIDET FAMILIEFEJDE«

    David Gordon Greens tredje film som instruktør er mere vellykket end hans senere Prince Avalanche (2013) og især den tematisk beslægtede Joe (2013). "Undertow" er en ærlig og medrivende fortælling om to sagesløse brødre, der selv må tage vare på eget liv og sikkerhed, efter deres enkefars stedbror pludselig dukker op og ændrer verden for altid.

     

    Familien med de to brødre fører en stille tilværelse på en lille grisefarm langt ude på landet. Enkefar John (Dermot Mulroney), teenagesøn Chris (Jamie Bell) og hans 10-årige lillebror Tim (Devon Alan) vil bare gerne passe hverdagen, men da farens bror Deel (Josh Lucas) uventet kommer på besøg, er der ingen, der kan forudsige dét kaos, han kommer til at sprede. Snart er Chris og Tim på flugt i vildnisset, hele tiden jaget af deres onkel.

     

     

     

     

    "Undertow" lever virkelig højt på det vidunderlige skuespil, først og fremmest fra det unge af de to sæt brødre, Jamie Bell og Devon Alan. Følt og nuanceret spil i roller, der er stærkt og begavet skrevet. Også Dermot Mulroney og Josh Lucas er skønne, men på en helt anden måde – inden længe bliver det som følge af handlingens udvikling især Josh Lucas, der kommer til at træde frem.

    Fortællingen er befriende lineær, og begivenhederne falder let og ubesværede – i en tiltagende uhygge, hvor barnets og teenagerens tarv ikke ligefrem er i højsædet. En fascinerende inddragelse af naturen som kulisse giver filmen masser af luft under vingerne.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2004, USA, Drama, Thriller, Teenagere, Børn på film, Biler på film, 108 min.

    Dansk titel: Undertow
    Instr: David Gordon Green Prod: Terrence Malick, Lisa Muskat, Edward R. Pressman Manus: Joe Conway, David Gordon Green Foto: Tim Orr Klip: Zene Baker, Steven Gonzales Mus: Philip Glass