Historien om Kim Skov (1981)

    13-årige Kim flytter med familien fra landet til byen og starter på en ny skole, hvor han bliver så udtalt mobbet, at alt håb efterhånden synes slukket.


    »MOBNINGENS FORMØRKEDE ABC«

    Da Hans-Henrik Jørgensens (1945-2019) timelange fiktionsfilm om mobning kom i biogfrafdistribution i 1981, fandt censuren den  grov, mørk og skræmmende, at den blev forbudt for børn under 12 år. Skildringen af mobbeofferet Kim Skov (Tommy Hansen) er da også seriøst ubehagelig, og måske netop på grund af sin sorte, rå fremstilling blev den op gennem 1980'erne en af de allermest udlejede kortfilm på skolerne gennem tiderne.

     

    Generelt har Hans-Henrik Jørgensen rigtig godt fat i "mobningens abc" med en virkningsfuldhed, der gør ondt helt ned i maven. Kim bliver i dén grad trynet, og der er ikke meget hjælp at hente på hjemmefronten, hvor moren ikke har kapacitet til at hjælpe med lektierne og netop er blevet ansat som rengøringsassistent på skolen. Og faren, der er langturschauffør, tyr hurtigt til (verbale) tæsk uden nogen forståelse for sønnens situation: "Så tag dig da sammen," er hans bedste "råd".

     

     

     

     

    Håbet er således slukket i denne modige skildring af et tema, som mange desværre selv oplever i egen skoletid. Det er en styrke, at der ikke lægges op til løsning og forsoning, og de implicerede – både børn og voksne – forbliver således i den både melankolske og dramatiske stemning uden at måtte omstille sig undervejs. Det hele er hårdt tegnet op, men i en stærkt formildende omstændighed af Jeppe Jeppesens ambitiøse og lyrisk legende fotografering, der veksler forbilledeligt mellem nærbilledets iboende drama og (særligt i starten) smukke totalbilleder af livet på landet.

    Der er tendenser til, at der går lige lovligt meget teatralsk spillestil i den hos lærerne. Tommy Hansen præsterer til gengæld overbevisende i filmens titelrolle, som han gennemfører i en ubrudt alliance med Jeppe Jeppesens kameralinser: Nærbillederne taler først og fremmest deres eget sprog, når de sorgfulde drengeøjne bliver blanke. Filmen modtog en Bodil for bedste kortfilm.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026