Cronos (1992)

Mexicanske Guillermo del Toros markante spillefilmsdebut banede vejen for store amerikanske produktioner som Mimic (1997) og Hellboy (2004), men allermest associeres del Toro i dag med den flotte El laberinto del fauno (2006).

"Cronos" er et kreativt krumbøjet vampyrgys, der vinder meget terræn på sit svulmende, blændende og fantasirige produktionsdesign. Hér er eventyret levende, og inspirationen bundløs. Men del Toro vil desværre alt for meget, også mere, end platformen på nogen måde kan holde til – og det kører i vid udstrækning de farvestrålende gys af sporet, særligt henimod den overgearede slutning.

Den aldrende antikvitetshandler Jesus Gris (Federico Luppi) har dyre sager på hylderne. Også mere dyre(bare), end han selv ved af, skal det vise sig. Det erfarer han, lige før sendebuddet Angel de la Guardia (Ron Perlman) meget gerne vil have fingre i en særlig figur. Inden den sælges, har Jesus fundet en mystisk forgyldt æske i en skjult bund under figuren. Æsken viser sig at have ganske særlige evner – og dét sender Jesus ind i en ny "livsfase", der også er farlig, fordi æsken er ønsket af flere!

I glimt fascinerer "Cronos" således med sine glimrende ideer, der er både velspillede og tilsvarende lækkert koreograferede. Men indpakningen overstyres, særligt i et anmassende lydbillede. Også de tiltagende groteske begivenheder savner lidt bedre kendskab til besøgelsestid og emmer mere end noget andet af en purung filmskabers utæmmede ivrighed.

Federico Luppi må en hel del igennem i hovedrollen, og han underkaster sig beundringsværdigt manuskriptets mange aparte krav. Ron Perlman udnytter sin helt særlige skævhed til perfektion som "skytsenglen", ligesom hans "chef" spilles med stærk indlevelse af Claudio Brook. En højdepunktsoplevelse er scenerne på det lokale krematorium, hvor ovnbestyreren Toto (fabelagtigt spillet af Daniel Giménez Cacho) får sig lidt af en overraskelse – uden egentlig at lægge mærke til det!