Juror #2 (2024)

94-årige Clint Eastwood beviser, at alder ikke er nogen hindring i forhold til at stå i spidsen for et stort og elegant kriminaldrama: "Juror #2" er hans bedste film siden Richard Jewell (2019) og bliver – måske – hans sidste...

Justin Kemp (Nicholas Hoult) er udpeget som et blandt 12 jurymedlemmer i en højprofileret drabssag. Kemp kæmper selv med fortidens (alkohol)spøgelser, men er netop ved at få vendt skuden og skal være far for første gang om ganske kort tid. Da sagen begynder, og det store retslokale fyldes med vidner, pårørende og advokater, indser Kemp, at han muligvis kan have haft en indflydelse på dét, hele sagen drejer sig om, og han fyldes med tvivl, angst og frustration. Vælger han at bekende kulør, kan det nemlig meget vel betyde enden på hans eget nye liv...

Efter nogle lidt forvirrende indledningsminutter finder "Juror #2" hurtigt en puls, der er behagelig: Hverken for langsom eller for hurtig og hele tiden i balance med det kriminaldramatiske tvivlsspørgsmål, som de fleste vil kunne identificere sig med. Det er svært at undgå i nogen grad at betragte "Juror #2" som Clint Eastwoods 12 Angry Men (1957), selvom de to film naturligvis er vidt forskellige i både stil og stringens. De fint afmålte retssalsscener blandes medrivende og rytmisk med både tilbageblik til tiden omkring den centrale forbrydelse og andre bipersoner udenfor sagen, herunder Justins kæreste og spædbarn.

Filmoplevelsen er præget af en betagende ro – og et overblik uden ret meget slinger i valsen. Nicholas Hoult fanger stærkt de store splittelser i hovedrollen som Justin Kemp, ligesom Toni Collette glimrer ved sit karriereadvokat-"nærvær". Det er vidunderligt at kunne lade sig guide af så sikre hænder som Eastwoods. Her er ingen svinkeærinder og intet behov for at imponere med unødvendig indpakning.

"Juror #2" forstiller sig aldrig, og fortællingen er på mange måder universel, selvom indholdet selvsagt har en noget amerikansk slagside.