Strange Darling (2024)

    En kvinde mishandles tilsyneladende af en mand efter et tilfældigt møde, men ikke meget er, som det syner.


    »ULTIMATIVE KROPSKRÆNKELSER«

    Umiddelbart virker dette brovtende seriemordergys decideret frastødende, da allerede åbningsscenen er fuldstændig grotesk overstyret. Hysterisk larmende musik pumper ud af alle kanaler, så alle med respekt for høresansen er nærved at miste bevidstheden. Men det lønner sig faktisk at blive hængende!

     

    For der er en mening med galskaben bag den lydmæssigt aggressive åbning... eller måske endda flere meninger. Det inciterende ved instruktør og manusforfatter JT Mollners tilgang til seriemordersubgenren er nemlig – ud over en kapitelinddeling i tilfældig(!) rækkefølge – at tilskueren ikke kan regne med en skid, for nu at sige det ligeud.

     

    Umiddelbart foranlediges vi til at tro, at (autoritært og maskulint velspillende) Kyle Gallner i rollen som "The Demon" er en... seriemorderdæmon. Men der er vist noget råddent ved hende "The Lady" i skikkelse af ætsende gode, utilregnelige, syyygt crazy Willa Fitzgerald...

     

     

     

     

    Ved at fortælle den yderst blodige og betændte historie i lidt "tilfældig rækkefølge" forstærkes mystikken og interessen, især fordi kernehistorien er ekstremt bestialsk og kamp/flugt-centreret. Det kan forekomme prætentiøst, når du lige hører præmissen, men lagt i hænderne på den rette iscenesætter, fungerer det, så det gnistrer!

    Det er skuespilleren Giovanni Ribisi, der har fotograferet (og produceret) filmen. Og det er i et visuelt udtryk fuld af eksplossiv farverigdom, hvor blod (og det, der er værre) møder skiftende ansigtsfarver, alt efter, hvor langt i de ultimative kropskrænkelser, handlingen er nået.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2024, USA, Gyser, Thriller, Seriemordere, Biler på film, 97 min.

    Dansk titel: Strange Darling
    Instr: JT Mollner Prod: Bill Block, Chris Ivan Cevic, Roy Lee, Giovanni Ribisi, Steven Schneider Manus: JT Mollner Foto: Giovanni Ribisi Klip: Christopher Robin Bell Mus: Craig DeLeon