Pandorum (2009)

Oprindeligt tænkt som første del af en trilogi, men da Christian Alvarts stort opslåede sci-fi-gyser ikke tjente penge nok hjem, blev de efterfølgende film – i hvert fald indtil videre – droppet. "Pandorum" er endnu et Alien (1979)-inspireret rumskibsgys, der roterer om urfrygten at være fanget alene særdeles langt hjemmefra. Det kan man i sig selv komme langt med, og filmen hér kan da også sit kram – til en vis grænse.

Besætningsmedlemmerne Payton (Dennis Quaid) og Bower (Ben Foster) vågner fra hypersøvnen på deres enorme rumskib, kun for at erfare, at alle øvrige på holdet tilsyneladende er døde. Til gengæld står det klart, at der er endog rigtig mange ubudne gæster i skibets mange afkroge, og de er ikke venligt stemte!

Filmen følger især Bower, som han kanter sig rundt i kampen for overlevelse. Og det er ikke let, når fjenden i form af klamme albinoafstumpede, delvist menneskelignende aliens, er så talstærkt til stede. Hvor "Pandorum" lykkes og lyner er i de mere generelle kamp/flugt-scener. Her er klaustrofobien både virksom og troværdig og forstærkes af den habile og effektivt trøstesløse scenografi.

Mere problematisk bliver de "metafysiske" perspektiveringer i handlingen, især fordi de er pakket i en brovtende, støjende og trættende fortællestil, der sine steder opleves som decideret kvælende.